Nu må du køre hurtigere på meget trafikeret landevej

Nu må du køre 90 kilometer i timen på flere strækninger af rute 13 mellem Vejle og Viborg. Dermed er hastigheden hævet på den sidste planlagte landevejstrækning i TV SYDs område.

Nu kan man lovligt køre lidt hurtigere på dele af landevejen mellem Vejle og Viborg.

Nye skilte med 90  er sat op bl.a. på en 8,7 kilometer lang strækning ved Nr. Snede og 7,7 kilometer ved Engesvang længere mod nord.
 
Det er sket i forlængelse af finanslovsaftalen for 2018, hvor den daværende regering og Dansk Folkeparti satte penge af til at hæve hastighedsgrænserne på udvalgte landeveje og motorveje på en trafiksikkerhedsmæssig forsvarlig måde.    

quote

Nu håber vi, at trafikanterne holder sig til den nye hastighedsgrænse og ikke blot øger farten, der i forvejen ofte var højere end de tilladte 80.

Jette Bjerregaard, beboer, Nr. Snede

De to strækninger på rute 13 er den del af en større indsats med bedre mobilitet ved at hæve hastighedsgrænserne på i alt 17 steder på landevejsnettet.

- Nu mangler vi kun at hæve fartgrænsen på to strækninger i Nordjylland, siger Gertrud Knudsen, der er områdechef i Vejdirektoratet. 

Rumle-riller og ekstra autoværn

Forud for den højere hastighedsgrænse har Vejdirektoratet øget trafiksikkerheden på strækningen ved at etablere rumle-riller i vejmidten og ved kantlinjen samt fjerne faste genstande og farlige træer langs vejen, opsætte ekstra autoværn, forlænge overhalingsforbuddet samt sænke den tilladte hastighed ved større kryds.     
Derudover opsætter Vejdirektoratet ved afslutningen af strækningerne en særlig hastighedstavle, der informerer trafikanterne om, at de skal sætte farten ned til 80 kilometer i timen igen. 

Beboerne langs rute 13 ved Nr. Snede har i de seneste uger fulgt arbejdet med at gøre vejen klar til den højere hastighed.

- Nu håber vi, at trafikanterne holder sig til den nye hastighedsgrænse og ikke blot øger farten, der i forvejen ofte var højere end de tilladte 80, siger Jette Bjerregaard.

Hun skal selv flere gange om dagen svinge til venstre for at komme ind på sin ejendom.