TV der bevæger dig

Ny ”lastbil-landsby” skal give chauffører bedre vilkår

Et lokalt entreprenørfirma vil bygge en ny rasteplads for lastbiler i Hedensted Kommune. Den skal indeholde alt fra værkstedsfaciliteter til cafeer og overnatningsmuligheder og bliver den første af sin slags i Europa.

Sådan skal rastepladsen se ud ved Horsens S. Der bliver etableret tankanlæg og værksteds- og plejefaciliteter for lastbilchaufførerne. Derudover etableres der også indkøbsmuligheder, café- og spisefaciliteter. Foto: HM Entreprenør A/S

En helt ny type rasteplads skal bygges ved Horsens Syd-afkørslen. Den skal give lastbilchauffører mulighed for at holde deres lange hvil, uden at de holder ulovligt. Den vil blive den første af sin slags i hele Europa og vil være med til at løse nogle af de udfordringer, som både kommuner og lastbilchauffører oplever.

Derfor var Hedensteds borgmester også troppet op til fredagens pressemøde, hvor der skulle løftes lidt af sløret for ”lastbillandsbyen.”

- Da han introducerede projektet, tænkte jeg, at det lød spændende. Det kunne være løsningen på flere af de udfordringer, som vi står med. Både helt lokalt, som kommune, men også med problemstillingen nationalt, siger borgmesteren Kasper Glyngø (Soc.dem.).

Parkeringskaos for lastbiler

Rastepladsen for lastbiler er et initiativ, som det private firma HM Entreprenør A/S har sat i søen. Her skal 500 lastbilchauffører have mulighed for at parkere og overnatte, så reglerne om 45-timers hviletid kan overholdes.

Indehaveren af entreprenørfirmaet, Michael Mortensen, har selv haft en vognmandsforretning tidligere, og han oplevede, hvor svært det kan være som chauffør at holde sine pauser under ordnede forhold. Han håber derfor, at hans projekt kan være med til at forbedre chaufførernes vilkår.

Det er blevet et større problem at finde pladser til lastbilchaufførerne, når de skal holde deres lange hvil. Det er nemlig et krav, at man skal holde 45 timer i træk uden for lasbilen, men det er svært for chaufførerne at finde et sted, hvor de kan parkere i så lang tid. Derfor parkerer mange lastbiler i industriområder og på motorvejsafkørsler, selvom det er ulovligt. Desuden efterlader det en masse arbejde til de kommunale medarbejdere, der ender med at rydde op efter de hvilende chauffører. 

Hedensteds borgmester, Kasper Glyngø, har flere gange talt med det lokale politi om problematikken, og udfordringen er, at politiet ikke ved, hvor de ellers kan sende chaufførerne hen.  

Derfor hilser politikerne Michael Mortensens initiativ velkomment. Det kan både løse de lokale udfordringer og give chaufførerne bedre vilkår.

Læs også Regler presser lastbilerne væk fra rastepladser og ind i industrikvarterer

EU-lovkrav på vej

Men det bliver ikke en gratis fornøjelse at køre ind hos ”lastbillandsbyen.” For forretningen skal også finansieres, og derfor vil det blive mod betaling, når rastepladsen skal benyttes.

Selvom indehaveren Michael Mortensen ikke vil komme nærmere ind på, hvor meget der konkret skal investeres i sådan et projekt, er han ikke i tvivl om, at det kan løbe rundt.

- Det er en kæmpeinvestering, vi skal løfte, men det er vi også frisk på. Vi er forretningsmennesker, og der er også en forretning her, siger Michael Mortensen.

Det er transportministeren Benny Engelbrecht (Soc.dem.) enig i. For inden længe vil det blive et krav fra EU, at chaufførerne overholder hviletidsbestemmelserne.

- Med den EU-vejpakke, der bliver endeligt vedtaget om kort tid i Europa-parlamentet, så bliver det ikke længere et spørgsmål, om vognmanden vil finansiere sin overnatning – det er et spørgsmål om, at han skal. Og derfor bliver der også en efterspørgsel efter en facilitet som denne her.

Mest sete på tvsyd.dk