Nyt vandrearrangement i Juelsminde er en del af en større trend

Det bliver mere og mere populært at gå i Danmark. Det mærker de i Juelsminde, hvor det første Walk a Ton i byen har trukket flere end 500 deltagere til.

Der er gjort klar til fest i Juelsminde. Mere end 500 har tilmeldt sig en gåtur i byen, der både byder på strand, skov og by.

Her kan man gå alt fra 7 kilometer til et halvmarathon på 42 kilometer.

Arrangementet, der er døbt Juelsminde Walk a ton, kommer, efter fire lokale vennepar ønskede at give gode naturoplevelser i lokalområdet og være med til at dele glæden om at gå. 

- Når vi går fra at ønske os 200 tilmeldte til at være over 500, får vi følelsen af, at vi klarede det. At det er det hele værd, og at vi gerne vil gøre det igen, siger Søren Jakobsen, der er én af idemændene bag eventet.

Populær aktivitet

De tilmeldte til arrangementet i Juelsminde er ikke de eneste, der har fundet glæden ved at bevæge sig med vandrestøvlerne på. De seneste år er det blevet mere populært at gå.

Kigger man på medlemstallet hos Dansk Vandrelaug fra 2022, er der 10.631 medlemmer, hvor der i 2013 var 7.396.

- Det er en trend, og det er ikke bare et modefænomen. Vi kan se det i hele Europa, at det er kommet for at blive, siger landsformand for Dansk Vandrelaug, Steen Kobberø-Hansen.

For Søren Jakobsen er naturen et sikkert hit, men sammen med andre giver det noget ekstra:

-  Mange elsker fællesskabet, hvor man kan tage en madpakke med i rygsækken og tage på tur, siger han.

Men hvorfor prioritere vandreskoene i stedet for løbeskoene, når det er den halve tid, der bruges på at være aktiv?

- Det er rigtigt. Jeg sparer tid ved at løbe, men jeg behøver ikke lægge min dagligdag i tid men i lyst, siger Søren Jakobsen.

Ifølge landsformanden skyldes gåturens popularitet især, at vi har et behov.

- Folk skal væk fra computer, it og andre ting, og mange søger fred og ro ude i naturen. Vi har brug for at komme væk fra den travle hverdag og mærke naturen, og der ligger vandring lige for. Det er nemt og er bare at tage sine sko på, siger Steen Kobberø-Hansen.

10 GODE GRUNDE TIL AT GÅ (REGELMÆSSIGT)

  1. Gang er helt enkelt godt for helbredet. F.eks. er gang med til at sænke blodtrykket, øge kalorieforbrændingen og forebygge hjertekarsygdomme. 
  2. Gang styrker din mentale sundhed og er godt mod stress og depression.
  3. Gang er skånsom (og alligevel effektiv) træning for kroppen.
  4. Gang er en fleksibel motionsform, som kan dyrkes, når og hvor det passer dig.
  5. Gang er for alle - du bestemmer selv, hvor hurtigt og hvor langt du vil gå.
  6. Gang kan kombineres med en god lydbog - eller den lange telefonsamtale.
  7. Gang er en oplagt mulighed for at få et pusterum i hverdagen.
  8. Gang kræver ikke noget særligt udstyr.
  9. Gang kan være kilde til mange gode oplevelser i naturen - eller på en byvandring.
  10. Gang med andre er en oplagt måde at kombinere motion og socialt samvær.

Kilde: Bevæg dig for livet

Mange skridt på programmet

Søren Jakobsen går gerne mere end 30 kilometer om ugen.

Han har sammen med sin hustru og tre andre vennepar deltaget i adskillige motionsløb i landet, men som gående.

- Jeg kigger på min egen alder og tænker, at jeg nok har løbet de løb, jeg skulle i min alder, og så vil jeg gerne gå.

Den næste tur venter lørdag morgen i selskab med flere vandregrupper. 

Startskuddet til Juelsminde Walk a Ton lyder lørdag klokken 7 og sidste walker skal være i mål inden klokken 17.

Kalorieforbrænding ved gang

En tommelfingerregel er, at du forbrænder 1 kalorie (kcal) per kilo (kg) kropsvægt for hver kilometer (km), du går. Det vil sige, hvis du vejer 73 kilo (kg) og går 5 kilometer (km), forbrænder du 365 kalorier (kcal). Regnestykket ser sådan ud: 73x5=365.

Så hvis du, som vejer 73 kilo (kg), går en ekstra tur på 5 kilometer (km) to gange om ugen i et år, bruger du omkring 38.000 kalorier (kcal), der kan give et vægttab på op til 5 kilo (kg).

Kilde: Kræftens Bekæmpelse