Præsidentvalget i USA følges tæt på fabriksgulvet i Hedensted

For en række virksomheder i Syd- og Sønderjylland har det stor betydning, hvem der bliver vinder af præsidentudvalget i USA.

Der er stor forskel på, hvad de to præsidentkandidater vil bruge pengene på. Og noget af det, de er uenige om, er noget, vi er gode til her i Danmark - grøn teknologi.

Vi eksporterer allerede grøn teknologi i stor stil til USA. Hos Dansk Energi anslår man, at amerikanerne sidste år købte grøn energiteknologi for over fem milliarder kroner.

Men det tal kan blive endnu højere, hvis Biden kommer til magten - og derfor er de ekstra spændte på valgets udfald hos Eltronic i Hedensted.

Eltronic i Hedensted lever af at lave udstyr til produktion og installation af  vindmølle-industrien
Eltronic i Hedensted lever af at lave udstyr til produktion og installation af  vindmølle-industrien
Foto: Hans Lausten, TV SYD

Eltronic i Hedensted lever nemlig af at lave udstyr til produktion og installation af  vindmølle-industrien. Eltronic, der blev etableret i 2000 af Lars Jensen, beskæftiger ca. 650 medarbejdere - heraf knap halvdelen i Hedensted.

I 17 år har John Krogsgaard skruet, målt og testet på Eltronic i Hedensted. Som el-tekniker er han med til at sørge for, at udstyret virker som det skal, når det bliver sendt ud til kunderne.

Men de seneste dage er det ikke kun modstand og møtrikker, der har været samtaleemnerne. For John og  kollegerne i Hedensted  har det amerikanske valg også fyldt meget. For det er ikke helt ligegyldigt, om den amerikanske præsident efter nytår hedder Trump eller Biden.

Der er stor forskel på de budskaber, som de to præsidentkandidater har haft under valgkampen, når det handler om klimaet og grøn teknologi.

Lars Jensen, adm. direktør for Eltronic.
Lars Jensen, adm. direktør for Eltronic.

Det er cirka en femtedel af Eltronics omsætning, der kommer fra USA. Derfor er direktøren på Eltronic også meget spændt på, hvem der i fremtiden indtager Det Hvide Hus.

- For os isoleret set, så er det klart, at Biden og demokraterne vil skubbe mere på i forhold til danskernes interesser - men det er jo amerikanerne, der bestemmer det, siger Lars Jensen, adm. direktør for Eltronic.

For den den almindelige dansker bliver de konkrete økonomiske forskelle på om præsidenten hedder Biden og Trump minima, vurderer Søren Vestergaard Kristensen, der er cheføkonom i Sydbank.

- De enkelte delstater vil selv kunne beslutte at aftage grøn dansk teknologi. Men Trump vil og kan forhindre mulighederne for frihandel mellem Europa og USA, siger Søren Vestergaard Kristensen.