Punkterede dæk på politibil ved havnefest

Havnefesten i Juelsminde er godt i gang. Fredag aften endte bl.a. med anholdelse af en voldelig ung mand - og et par punkterede dæk på politiets bil.

De lokale landbetjente er med til havnefesten som ordensmagtens repræsentanter. Og da de skulle hjem i nat, var deres bil gjort ukampdygtig. Med en spids genstand var to af dækkene punkteret.

Politiet har noteret sagen som hærværk.

Lidt tidligere på natten måtte en 24-årig mand fra Horsens en tur i detentionen. Han optrådte aggressivt, var højtråbende og havde det, som politiet kalder "voldelig adfærd".

- Hvis man slår nogen, er det vold, men voldelig adfærd er, hvis man skubber og puffer til ting eller personer. Puster sig op og forsøger at komme i slagsmål, forklarer vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi.

Sydøstjyllands Politi har i øvrigt haft en travl nat i nattelivet.

I Kolding blev en 43-årig mand anholdt for at optræde meget provokerende overfor politiet og for at bruge fornærmeligt sprog. Han blev anbragt i detentionen og kan se frem til en klækkelig bøde for gadeuorden.

Det samme kan en 22-årig fra Horsens. Han var blevet så fuld, at han ikke kunne tage vare på sig selv. Derfor blev han anholdt og skulle køres til detentionen. Men hans et år yngre kæreste lagde sig imellem og forsøgte at befri den unge mand. Og det koster også og giver en plet i straffeattesten.