Sådan klarer din kommune sig på idrætsområdet

Danmarks Idrætsforbund har taget temperaturen på idrætslivet i alle kommuner i Syd- og Sønderjylland. Hedensted klarer sig bedst, mens Horsens klarer sig værst.

Lederne og de aktive i idrætsforeningerne i Hedensted kan næsten ikke få armene ned i begejstring over kommunens håndtering af idrætsområdet.

I den helt nye undersøgelse, som Danmarks Idrætsforbund tirsdag har offentliggjort, er Hedensted placeret på en klar førsteplads i Syd- og Sønderjylland og på en syvendeplads blandt samtlige kommuner i Danmark.

Undersøgelsen er delt op i fire områder. Faciliteter, frivillighed, økonomi og idrætspolitik og især når det gælder adgang til idrætsfaciliteterne, får Hedensted Kommune topkarakter.

Borgmester Peter Sørensen og formanden for Sport Horsens, Line Læsøe giver deres bud på, hvorfor Horsens ligger i bunden af tabellen.

Horsens klarer sig til gengæld ikke så godt i den nye undersøgelse fra DIF. Horsens er dårligst af de syd- og sønderjyske kommuner, og havner helt nede på en plads som nr. 76 blandt alle danske kommuner. 

Horsens scorer dårligt i forhold til foreningernes vurdering af de kommunale idrætsfaciliteter, og foreningerne er,  ifølge undersøgelsen, heller ikke tilfreds med kommunens anerkendelse af de frivillige og samarbejdet mellem foreningerne og kommunen.

Line Læsøe, som er formand for Sport Horsens fortæller, at man i Hedensted har fester for de frivillige, og at det måske kunne være en del af en løsning i Horsens, så de frivillige kan føle sig mere værdsatte i deres arbejde.

Borgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen (Soc. dem.), mener, at en af grundene til, at kommunen scorer så lavt på listen, skal findes i, at Horsens er kommune i stor vækst, og at der er stort pres på idrætsfaciliteterne på grund af de mange tilflyttere.

I Horsens er de nu igang med flere nye idrætsprojekter, der kan være med til at få kommunen højere op på listen.

I 2017 er det blevet vedtaget, at der skal bygges fem nye multihaller i kommunen. I Lund og i Østbirk er de igang med byggeriet.

Der kommer også en større svømmehal ved Forum Horsens, og to svømmehaller ved skolerne skal renoveres.

Du kan se hele undersøgelsen fra Danmarks Idrætsforbund her.

Her kan du se den rangering, som kommunerne har fået i undersøgelsen.

KommuneRangering
Hedensted7
Kolding14
Tønder27
Aabenraa29
Vejle30
Vejen41
Varde41
Haderslev44
Sønderborg52
Billund59
Esbjerg62
Fredericia68
Horsens76