Salmonella fundet i økologiske kyllingeoverlår fra Aarstiderne

Økologiske kyllingeoverlår tilbagekaldes, da der er fundet salmonella i kyllingen.

Hvis du har modtaget kyllingeoverlår fra Aarstiderne søndag eller mandag, så er der fare for, at kyllingen indeholder salmonella.

Kyllingen er leveret i måltidskasser den 20. eller 21. marts med navnene KvikKassen, Kvik og Livretter.

Aarstiderne fra Barrit ved Juelsminde tilbagekalder nemlig mandag et parti økologiske kyllingeoverlår, da der er påvist salmonella i kyllingen. Det skriver Fødevarestyrelsen på deres hjemmeside.

Kyllingeoverlårene er uden ben og i en pakke med 280 til 320 gram. Kyllingen er pakket den 17. marts 2016 og har en holdbarhedsdato til 25. marts 2016.

Kyllingen er leveret i måltidskasser den 20. eller 21. marts med navnene KvikKassen, Kvik og Livretter.

Hvis du er en af dem, der har modtaget kyllingen, så skal du smide den ud eller levere den tilbage.

Når kyllingen indeholder salmonella er der risiko for, at man kan blive smittet, hvis ikke den varmes tilstrækkeligt. Den eneste måde at være sikker på, at salmonellaen er uskadeliggjort, er ved at stege eller koge kyllingen, da bakterien dør ved 75 grader celsius.

Symptomerne på en salmonellainfektion er blandt andet diarré, kvalme, mavesmerter, opkast og feber.

Salmonella er takket være omfattende kontrolprogrammer dog forholdsvis sjælden i danske fødevarer.