Science camp skal give unge lyst til at forske

De seneste dage har 44 unge været på Winter Science Camp i Kragelund ved Løsning. Her har der blandt andet været workshop om kræft og håbet er, at campen kan give de unge lyst til at blive kræftforskere i fremtiden.

Blå væske, pipetter, mikroskoper og UV-lys har været en del af onsdagens workshop om kræft på Winter Science Camp. Her har 11 unge arbejdet med kræft i teori og praksis og er blevet lidt klogere på, hvad det vil sige at være kræftforsker.

- Jeg tænker, at jeg vil være medicinstuderende, når jeg bliver ældre og er færdig med gymnasiet. Så jeg tager så meget af den forberedende viden, som jeg kan få, fortæller Johannes Klinge Rasmussen, der er en af deltagerne på campen.

I forsøgene undersøgte de unge, hvordan stråling fra UV-lys påvirker levende celler.
I forsøgene undersøgte de unge, hvordan stråling fra UV-lys påvirker levende celler.
Foto: Pernille Leftes

Holdet til onsdagens workshop om kræft har taget turen fra Kragelund Efterskole, hvor campen bliver holdt, til Horsens Gymnasium & HF, hvor de har de rette forhold til at kunne lave forsøg.

Det er tredje gang, der bliver afholdt Winter Science Camp, og det er foreningen Insero Horsens og ungdomsskolerne i Horsens, Hedensted og Vejle Kommuner, der står bag campen. Fra søndag til onsdag i vinterferien har 44 unge mellem 13 og 18 år deltaget i forskellige workshops, hvor de er blevet klogere på naturfag.

Fremtidens forskere

På de forskellige workshops har de unge designet digitale verdener med virtual reality, bygget raketter og leget med lyd. Og på en af onsdagens workshops handlede det så om kræft. Her er de unge blevet klogere på, hvad kræft er, og hvordan uv-stråler påvirker levende celler. 

Og det er helt bevidst, at der også skal være plads til at lære om forskning i alvorlige emner som kræft blandt leg og læring i de andre workshops: 

- Vi vil gerne vinkle det her, så de unge får mod og bekræftelse på, at det gør en forskel, at man understøtter forskning. Og at de selv kan blive fremtidens forskere, der kan skabe noget banebrydende indenfor det her område, fortæller Sine Bjerre Martinussen, konsulent ved Insero Education.

I år har der været rift om pladserne til Winter Science Camp. Tilmeldingen lukkede en uge før tid, fordi alle pladser var optaget.
I år har der været rift om pladserne til Winter Science Camp. Tilmeldingen lukkede en uge før tid, fordi alle pladser var optaget.
Foto: Pernille Leftes

Kræft i familien

For Johannes Klinge Rasmussen var det ikke kun interessen, der gjorde, at han valgte at deltage i dagens workshop om kræft. Både hans mor og morfar har haft kræft, og han har mistet sin farfar og faster til sygdommen.

Og med en drøm om at studere medicin, når han er færdig med gymnasiet, så kunne det også tænkes, at Johannes Klinge Rasmussen vil være kræftforsker:

- Ja, det kunne det meget godt. Det kunne også være lunger eller sådan noget.