Sørgeoptog i Juelsminde

Unge i omkring 80 biler kørte torsdag aften i sørgeoptog fra Juelsminde til Nebsager Kirke i Hornsyld for at mindes deres to kammerater, Rasmus Banke Jørgensen og Jacob Hjerrild, der formodes druknede.

De sejlede ud fra Juelsminde i en stor gummibåd mandag aften, og siden er de ikke set.

Under en stor eftersøgning under ledelse af Søværnets Operative Kommando blev gummibåden fundet ved Endelave i Kattegat af mandskabet på et fragtskib. Båden var punkteret, og det meste af den lå under havoverfladen.

- Vi er mange nære venner, der er meget berørt af det her. Vi har arrangeret sørgeoptoget i sympati med forældrene i de her svære tider, sagde Mathias Larsen, som havde været med til at samle de unge til sørgeoptoget.

Mange af bilerne var beklædt med grønne bånd.

- Det betyder håb. Vi håber, de er derude et sted, forklarede Mathias Larsen.

Sørgeoptoget sluttede med en andagt i kirken.

Se de sene nyheder i TV SYD 22.20.