Talentfabrikken Palsgaard

Palsgaard Sommerspil i Juelsminde har i aften premiere på musicalen Grease.

Sommerspillet er blevet en legeplads for kommende musicalstjerner. Fire af spillerne i årets sommerspil er optaget på Det Danske Musicalakademi i Fredericia. Her begynder de til august på en tre-årig uddannelse i alle musicalens discipliner, som kræver talent indenfor både skuespil, dans og ikke mindst sang.
 
Èn af dem er 18- årige Jacob Andersen fra Løsning, der nærmest er vokset op med Palsgaard Sommerspil. Som 10- årig stod han første gang på scenen i Atlantis, og siden har han medvirket i alle forestillingerne.
 
- Det var først, da jeg blev danser i forestillingerne for tre-fire år siden, jeg begyndte at drømme om at få en karriere indenfor musical, fortæller Jacob Andersen.

I Grease spiller Jacob Andersen rollen som Doody, én af fyrene i Danny Zukos slæng.

Udrugning af talenter

Instruktør Jens Frausing fryder sig over, at så mange unge talenter ønsker at spille med i Palsgaard Sommerspil.
 
- Det er virkeligt fantastisk, at vi i den grad er blevet et udrugningssted for de unge, siger han.

Udover Jacob Andersen er Christina Ølgaard Thomsen, som spiller den hårdkogte Rizzo i Grease, Lea Palme Malinovsky, der har fået rollen som den belastende cheerleader Patty og Martin Skriver i rollen som Kenickie også sluppet igennem optagelsesprøverne til Det Danske Musicalakademi.
 
Grease opføres på scenen i Palsgaard Parken fra 29. juli til 11. august.

Sommerspillets hjemmeside.

Palsgaard Sommerspil