Tidligere KD-formand skal stjæle stemmer i "kristen oase"

Isabella Arendt vil i Folketinget for Konservative. Men valget af Hedensted som vælgerkreds er ikke helt tilfældigt.

Sent søndag blev Isabella Arendt indstillet som folketingskandidat for Konservative i vælgerkredsen i Hedensted.

Men hvorfor er det lige i Hedensted, at den tidligere formand for Kristendemokraterne vil stille op for sit nye parti?

Hun har tidligere stillet op i og hentet mange stemmer i Østjylland, men derudover er der ifølge Casper Dall, politisk redaktør på AvisenDanmark, også en særlig grund til valget af Hedensted.

- Det har spillet en rolle, at Kristendemokaterne er rimelig store i Hedensted. De er ude i, hvor de kan få mest muligt ud af hendes kandidatur, siger han til TV SYD og fortsætter:

- Man vil gerne undgå stemmespild, så Isabella kan trække KD-stemmer over til dem, har Konservative forhåbninger om.

De stærke jyder

Hvis man spørger folk om, hvor Kristendemokraterne har størst opbakning i landet, så vil de fleste nok svare Vestjylland uden at tøve. Men det er dog ikke det eneste sted.

I Hedensted har partiet altså også haft stor opbakning over en lang årrække.

Men hvordan kan det være? Forklaringen kan nok findes, hvis man kigger på tilslutningen til kirken i kommune.

Henrik Højlund var sognepræst i Løsning og Korning sogne i Hedensted Kommune i perioden fra 2000 til 2018.

Han forklarer, at den stærke opbakning til kirken i Hedensted og de omkringliggende sogne som Løsning og Korning går mange hundrede år tilbage - nærmere bestemt i 1700-tallet.

Her opstod nemlig en kristen vækkelsesbevægelse, som efterfølgende har fået navnet "De stærke jyder".

Med tiden fandt de ifølge Henrik Højlund en vej sammen med Indre Mission, hvilket altså var med til at skabe en stærk, lokal opbakning til kirken.

De stærke jyder

De stærke jyder var en kristen vækkelsesbevægelse, som i 1700- og 1800-tallet holdt til på egnen mellem Horsens og Vejle.

De kaldte sig selv "De opvakte" men fik senere navnet "De stærke jyder". Bevægelsen var en modreaktion på de store ændringer i oplysningstiden.

Blandt andet var der modstand mod, at den nye Evangelisk-kristelig Salmebog skulle afløse Kingos Salmebog fra 1699, og at børnene ikke længere skulle undervises efter Pontoppidans Sandhed til Gudfrygtighed fra 1737, men efter biskop Balles Lærebog i den evangelisk-kristelige Religion fra 1791.

I Løsning, Korning og Øster Snede blev Kingos salmebog fra 1699 anvendt indtil midten af 1900-tallet.

Kilde: Den Store Danske og uddrag fra Danmarkshistorien

Opbakningen har også de seneste år været stor, lyder det ifølge sognepræsten, som fortæller, at han altid havde en fyldt kirke til hver gudstjeneste. Også efter at man i 2008 byggede en ny kirke.

Henrik Højlund forklarer, at han gennem årene har oplevet, at mange flytter til området.

- Det bliver en oase for mennesker, der har lyst til klassisk kristendom. Derfor har der været en enorm tilflytning. Folk begyndte at flytte til i store mængder blandt andet fra Aarhus, forklarer han.

Kigger du på et landkort over stemmeprocenten på Kristendemokraterne ved eksempelvis folketingsvalget i 2019, så er det særligt i de midt- og vestjyske kommuner - Ringkøbing-Skjern, Lemvig, Struer, Holstebro, Herning samt Ikast-Brande - at partiet oplever størst opbakning.

Bevæger man sig væk fra det midt- og vestjyske, så falder tallet i grove træk for folk, der har sat kryds ved partiet med de kristne værdier.

Kun Hedensted og Bornholm oplevede en opbakning på samme niveau som førnævnte kommuner ved seneste valg.

På kortet her kan du se Kristendemokraternes stemmeprocent i de forskellige kredse ved seneste valg. I Hedensted var tallet 4,8.