Dobbelt fangst: Tip ledte politiet frem til stort parti hash og kontrol fandt kokain i lufthavn

Ved en større politiaktion har Sydøstjyllands Politi beslaglagt en større sending hash på en lastbil - og kontrol i Billund Lufthavn afslørede kokain i en kuffert.

Opdateret med oplysninger om, at alle syv anholdte i de to sager er blevet varetægtsfængslet.

Det var et tip til Sydøstjyllands Politi, der førte til, at politiet i går tog til en ejendom ved Løsning mellem Vejle og Horsens.

Tippet gik på, at der blev båret noget væk fra en udenlandsk indregistreret lastbil, og at der også var flere danske biler på stedet.

Politiet rykkede ud med narkohunde, og der blev foretaget seks anholdelser.

De anholdte er to udenlandske mænd på 39 og 49 år, og fire mænd med dansk statsborgerskab. Tre af de fire danske mænd er fra Århusområdet og er 25, 27 år og 37 år. Den sidste er fra Vejleområdet og er 40 år. 

Hashen blev fundet både på lastbilen og på ejendommen.

De seks anholdte mænd var torsdag formiddag i grundlovsforhør ved Retten i Horsens, hvor anklagemyndigheden af hensyn til den videre efterforskning havde anmodet om lukkede døre under retsmødet.

De blev alle varetægtsfængslet i fire uger sigtet for indsmugling af ikke under 700 kilo hash. Det oplyser anklagerfuldmægtig Stina Bach fra Sydøstjyllands Politi til Ritzau.

Colombianer havde et kilo kokain i kufferten

Sydøstjyllands Politi afslørede onsdag endnu en narko-smugler. Under en kontrol i Billund Lufthavn af rejsende, der kom med fly fra Amsterdam, blev en 44-årig colombiansk mands bagage undersøgt i samarbejde med Toldstyrelsen, og her blev fundet, hvad politiet mener er omkring et kilo kokain.

Den 44-årige mand er sigtet for at indføre euforiserende stoffer og blev torsdag varetægtsfængslet efter et lukket grundlovsforhør ved Retten i Kolding.

Sydøstjyllands Politi har ikke yderligere oplysninger til offentligheden af hensyn til den videre efterforskning af begge sager.