Tobias frygter for sin forening: - Vi mister hvert fjerde medlem, og alle penge går til kommunen

Der skal fortsat spares 4,4 millioner på tilskud til lokaleleje i Hedensted Kommune, og de lokale foreninger frygter det værste.

35 timer om ugen og 15 hjemmekampe hver anden uge er håndboldklubben ØHK i hallerne i Hedensted Centret. Men snart bliver det en dyr fornøjelse.

Fra i år stopper kommunen nemlig med at give tilskud til hallejen, og det betyder, ØHK skal finde mellem 230.000 og 270.000 kroner ekstra.

quote

Jeg er superskuffet, og det kommer til at have enorme kortsigtede og langsigtede konsekvenser

Tobias Venø Holland, formand for håndboldklubben ØHK

Det er blevet slået fast efter udvalget for fællesskabs seneste møde.

- Beslutningen fra vores møde 6. december står ved magt, siger Kasper Glyngø (S), der er formand for udvalget for fællesskab, til Horsens Folkeblad

Hæver kontingent med 1.300 kroner og giver indsamlede penge til kommunen

Af Hedensted Kommunens budget for 2023 fremgår det, at der skal spares 4,47 millioner kroner på lokaletilskud.

Derfor indkaldte håndboldklubben og kommunens øvrige sportsforeninger og klubber til et møde sidst i december, hvor TV SYD var med. Her håbede foreningerne på, at politikerne kunne presses til at finde en anden løsning eller give klubberne en længere frist til at finde pengene.

Det kunne dog ikke lade sig gøre.

quote

Helt ærligt har kommunen allerede vist, at de er ret ligeglade

Tobias Venø Holland, formand for håndboldklubben ØHK

- Det kommer til at betyde kontingentstigninger for vores vedkommende, og det betyder også, at der skal bruges en masse frivillige kræfter på at skaffe penge ind til kommunen, siger Tobias Venø Holland, formand i håndboldklubben ØHK.

For at finde pengene har ØHK valgt forkorte indendørssæsonen med tre måneder, og klubben rykker altså ud på græs fra april. Derudover er alle indsamlede penge fra sidste års markeder og arrangementer røget i for at dække ekstraudgiften. Samtidig bliver klubben nødt til at hæve kontingentet med 1.300 kroner per medlem. En manøvre som formanden forventer koster i hvert fald hver fjerde medlem.

- Jeg er nervøs for, hvad det kommer til at betyde for medlemstallet, og jeg ved ikke, hvad vi skal stille op. Vi er en af de foreninger, der er bedst stillet, og vi er virkelig hårdt presset, siger han. 

Foreninger lukker, inden hjælpen kommer

Efter beslutningen er blevet slået fast, har blandt andet Løsning Bokseklub meldt ud, at de lukker, og Tobias Venø Holland, der også er med i talsmandsgruppen for foreningerne, frygter, at der kommer flere lukninger.

quote

Skaden vil allerede være sket, inden hjælpen kommer

Tobias Venø Holland, formand for håndboldklubben ØHK

- Jeg bliver sur og ked af det, når jeg tænker på det, for det rammer skævt, når det er indendørsforeningerne, der skal betale ekstraregningen, siger han.

I stedet foreslår han, at kommunen burde se på medlemsstilskuddet, så alle kommunens foreninger var med til at dække udgifterne.

De berørte foreninger bliver inviteret til et møde med udvalget for fællesskab d. 31. januar for at forsøge at finde en anden løsning, men Tobias Venø Holland frygter, at det allerede er for sent.

- Regnskabsåret for kommunen kan første ændres i 2024, men foreningerne bliver nødt til at hæve kontingenterne til sommer, så skaden vil allerede være sket, inden hjælpen kommer. Og helt ærligt har kommunen allerede bevist, at de er ret ligeglade, siger han.  

Kasper Glyngø (S) udtaler til Horsens Folkeblad, at han godt forstår frustrationerne, men at kommunen ikke har andre muligheder for at finde de 4,47 millioner kroner.