Trump-parodi: Efterskolerektor vil købe Californien

Rektoren på Vejlefjordskolen vil købe den amerikanske stat Californien. I en mocumentary fortæller han om sine planer.

Helikopteren lander, en mand iført hvid skjorte går mod en flok reportere for at fortælle om sin plan. Omkring manden står en flok med amerikanske flag og bannere, hvor der står, "Buy California", "California - a golden state" og "Trump - our best partner". Manden er dog ikke Trump, han hedder Kay Flinker, og han er rektor på Vejlefjordskolen.

Trump-referencen kommer i forbindelse med en såkaldt mocumentary - altså en parodi på en dokumentar - som Vejlefordskolen optager. Den falske dokumentar handler om Vejlefjordskolens ønske om at købe den amerikanske stat Californien i USA.

- Kære venner. Jeg kan nu bekræfte, at Vejlefjordskole er i gang med forhandlinger med Det Hvide Hus om køb af staten Californien. Og jeg kan bekræfte, at det vil give os fantastiske muligheder for at ekspandere alle undervisningsfaciliteter og -aktiviteter, siger Kay Flinker med tommelfingrene i vejret som Trump. 

Til efterligningen af et pressemøde som dem Trump holder, fortæller Kay Flinker, at han var på vej mod Canada, men på vej over frihedsgudinden i New York fik han en idé, hvorefter han bad piloten om at flyve over mod Trump, så de kunne få en snak.

- Som I ved, så er Trump ikke særlig glad for Californien. De er dårlige til at slukke skovbrande, de tror for meget på klimakrisen, og demokraterne dér er dummere end andre stater, siger Kay Flinker iført tøj, der minder om Trumps.

Kommentarerne om Californien er alle referencer til Trumps holdninger.

- Jeg er i øvrigt på vej til Kreml, hvor jeg skal møde min gode ven Putin. Onde kræfter i den amerikanske kongres modarbejder vores køb. Så jeg vil bede Putin trykke på de rigtige knapper i Washington, så det hele falder på plads inden efterårsferien, siger Kay Flinker.

På vej tilbage til helikoptoren råber tilskuerne: T-R-U-M-P, hvad siger det? Trump!