Vagn skifter oliefyret ud med fjernvarme: - Jeg svæver på en lyseblå sky

Langt de fleste af husejerne i landsbyen Ølholm ved Hedensted forventes at sige ja tak til fjernvarme inden 1. maj.

Danmark skal reducere forbruget af naturgas for hurtigst muligt at blive uafhængig af Rusland, hedder det i regeringens udspil for et grønnere Danmark.

Derfor skal 250.000 husejere med naturgas over på fjernvarmenettet, og det er regeringens mål, at de sidste fjernvarmeprojekter er afsluttet i år 2028. I Ølholm behøver de ikke vente så længe. I næste måned har 250 husejere formentlig sagt ja tak til at få fjernvarme i stedet for enten naturgas, varmepumpe eller oliefyr.

- Jeg svæver på en lyseblå sky, og det har jeg gjort, siden vi nåede de 200 forhåndstilmeldte til fjernvarmeprojektet her i byen, fortæller Vagn Nederby, husejer i landsbyen og formand i Ølholm Lokalvarme.

Kortet over energikilder i landsbyen Ølholm. I dag er husene opvarmet med primært naturgas. Men også olie- og pillefyr eller varmepumper.
Kortet over energikilder i landsbyen Ølholm. I dag er husene opvarmet med primært naturgas. Men også olie- og pillefyr eller varmepumper.
Foto: Ole Møller, TV SYD

I gang halvt år før alle andre

Hedensted Kommune var i gang med at indføre fjernvarme, inden Rusland gik ind i Ukraine i februar.

- Vi er rigtig glade for, at vi er kommet i gang et halvt år før alle andre, fordi jeg kan jo se, at alle står i kø nu for at få beregnet mulighederne for fjernvarme. Vi er klar til at grave inden maj, siger han.

Fjernvarmen bliver lagt gratis ind i husene, hvis husejerne tilmelder sig inden 1. maj.

Hele projektet, som også omfatter 112 aftagere på Torvegade i nabobyen Tørring, koster 68 millioner. Det er meningen, at alle husstande i Ølholm og Tørring modtager varme fra Tørring Kraftvarmeværk om et år i maj 2023.

Pølser og hoppeborg i Byparken

Der er 427 husstande i Ølholm, og hvis 250 af dem skifter deres varmekilde ud med fjernvarme, svarer det til knap 60 procent af byen med de knap 900 indbyggere, der i dag varmer husene op med naturgas, olie, varmepumper eller træpiller.

- Jeg har selv oliefyr, der er syv-otte år gammelt. Jeg er SÅ klar og har været det fra begyndelsen, siger Vagn Nederby, som oplyser, at der den 29. april er fejring af første spadestik med hoppeborg til børnene, pølsevogn og øl og sodavand til de fremmødte i Byparken.