Valg gennemføres trods hærværk

19.000 liter vand er i nat løbet ud og har ødelagt gulvet i boldhallen ved Hedensted Skole. Gulvet skal skiftes, men det sker først efter valget. Boldhallen er nemlig valglokale i Hedensted.

-Valgkortene er på vej ud - og her er boldhallen opgivet som valgsted.Derfor kan vi ikke flytte valghandlingen, siger vicekommunaldirektør Johan Stadil Petersen til TV SYD.

Affugttere

Gulvet er ødelagt - og affugtere kører på højtryk i boldhallen, som ikke kan bruges. Gulvet er begyndt at slå sig efter de mange tusinde liter vand, som er løbet ud siden kl. et i nat.

Gerningsmændene er brudt ind i et rengøringsrum - og videre ind i hallen. Her har de åbnet for to brandslanger.

- Vi kan se på vore målere, at vandforbruget stiger kraftigt ved et-tiden, siger Johan Stadil Petersen.

Rammer foreninger

Hærværket betyder, at gymnastiktimer på Hedensted Skole er aflyst. Også en række foreninger, som bruger hallen, er ramt.

Gulvet i boldhallen skiftes umiddelbart efter valget.