Vindmøllevirksomhed ser frem til vækst oven på Joe Bidens indsættelse

Eltronic Group forventer et større marked, større omsætning og flere ansatte ovenpå dagens indsættelse af USA’s nye præsident.

- I dag er første dag i en ny fremtid.

Sådan beskriver direktør i Eltronic Group Lars Jensen onsdagens indsættelse af USA’s 46. præsident Joe Biden foran kongressen i Washington D.C.

Eltronic Group producerer anlæg til vindmølleindustrien. USA alene fylder 20 procent af virksomhedens omsætning svarende til godt 700 millioner kroner.

Det marked forventer Lars Jensen kun bliver større i fremtiden.

- Det betyder, at vi få et større marked, så i forhold til det, vi omsætter i dag, er det en stigning på cirka 150 millioner kroner, siger direktøren til TV SYD.

Eltronic Group forventer, at markedet for grøn energi i USA vil vokse de kommende på baggrund af USA's nye præsident.
Eltronic Group forventer, at markedet for grøn energi i USA vil vokse de kommende på baggrund af USA's nye præsident.

Lars Jensens forventninger til grønne investeringer på den anden side af Atlanten kommer blandt andet fra den valgkamp, som præsident Joe Biden førte frem mod valget den 3. november sidste år, hvor den 78-årige præsident lovede at tage kampen op mod global opvarmning.

- Global opvarmning er en eksistentiel trussel mod menneskeheden. Vi har en moralsk forpligtigelse til at gøre noget ved den, sagde Joe Biden under valgkampen.

Det er kommentarer som denne, som Lars Jensen i Hedensted over 3600 kilometer væk sætter sin lid til.

- Vi regner med, at inden for de næste to år alene på grund af den nye linje som USA lægger nu, at vi skal have 50 nye medarbejdere. 50 i USA og 50 i Danmark, siger Lars Jensen.