Voldsom lastbil-ulykke lukker motorvej

En voldsom ulykke med to lastbiler lukker torsdag middag motorvejen mellem Vejle og Herning ved Ølholm.

Opdateret: et spor er genåbnet i østgående retning

Klokken 11.12  modtog Sydøstjyllands Politi alarm om en ulykke, hvor to lastbiler er impliceret.

- En lastbil, der kørte mod øst, tørnede af endnu ukendte årsager gennem autoværnet og ramte en lastbil, der var på vej mod vest i et meget voldsomt sammenstød, oplyser vagtchef Halfdan Kramer, Sydøstjyllands Politi.

Ulykken har udløst en større redningsindsats, og motorvejen er spærret i begge retninger.

Trafikken mod vest ledes fra motorvejen ved afkørsel 4 Ølholm,  og man kan køre på motorvejen igen ved tilkørsel 7 Givskud. 

Mod øst ledes trafikken fra ved Givskud og på igen ved Ølholm.

Det er heller ikke muligt at komme ned på motorvejen fra rute 30.

Motorvejen har været lukket frem til 14.45, hvor et af motorvejens spor i østgående retning er genåbnet. 

Politi og redningsmandskab arbejder stadig på stedet, og vagtchefen hos Sydøstjyllands Politi opfordrer på Twitter til at vise hensyn.