1.000 husstande risikerer at stå uden internet og tv om få dage

På søndag bliver der slukket for internet- og tv-signalet fra Eniig Fiber. Op mod 1.000 kunder i Horsens, Hedensted og Vejle kommuner har endnu ikke valgt ny udbyder, og de vil derfor miste både netforbindelse og tv-signal.

Op mod 1.000 Internet- og tv-brugere i det syd- og midtjyske risikerer mandag at vågne op til en dag med noget mindre forbindelse til omverdenen end sædvanligt. Søndag er det nemlig slut med Internet og tv fra Eniig. Selskabets i alt 110.000 kunder har været nødt til at finde en anden udbyder, hvis de fra mandag vil se tv eller gå på nettet.

Der er dog stadig kunder, som endnu ikke har valgt en alternativ udbyder. I Horsens, Hedensted og Vejle kommuner er der i alt 8.000 Eniig-kunder. Heraf har cirka 1.000 ikke besluttet sig for en ny udbyder. De risikerer derfor at blive berørt af søndagens lukning af Eniig-signalet.

Grunden til lukningen er, at Eniig er fusioneret med selskabet Norlys, og en del af aftalen med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen var, at Eniig-kunderne selv skulle vælge deres fremtidige tv- og bredbåndsleverandør.

Norlys klar til kundestorm

- Så vidt vi kan se i Norlys Digital, ser det lige nu ud til, at der står 10-15.000 Eniig-kunder, som mister forbindelsen natten til den 1. februar. Det er en ganske alvorlig situation – ikke mindst i denne tid, hvor mange arbejder hjemmefra og har børn i hjemmeskole. Det er de færreste, som kan få hverdagen til at hænge sammen uden internet, fastslår Sune Nabe Frederiksen, adm. direktør i Norlys Digital.

Direktøren og resten af personalet i Norlys forbereder sig på en stor opgave, når søndag bliver til mandag.

 - Vi har hyret 150 ekstra mand ind i denne tid og er derudover i gang med at uddanne medarbejdere fra hele Norlys til at kunne hjælpe de kunder, der står uden forbindelse. Det bliver en fælles opgave, men uanset hvordan vi vender og drejer det, så vil vi aldrig kunne hjælpe 15.000 kunder den samme morgen. Derfor er det afgørende for os, at flere får valgt, understreger Sune Nabe Frederiksen. 

Derfor skal Eniig Fiber-kunderne træffe et valg

  • Da Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen godkendte Eniig og SE’s fusion til Norlys blev det besluttet, at alle kunderne i Eniigs tidligere forsyningsområde skulle informeres om det åbne fibernet, og at de aktivt skulle vælge mellem alle udbydere, der havde indgået aftaler med Eniig Fiber om at benytte deres fibernet.
  • I slutningen af september 2020 modtog kunderne et brev fra Norlys, hvori de blev informeret om, at deres nuværende aftale var opsagt senest den 31. januar 2021. Det er tidligere blevet offentliggjort, at Norlys udtræder af samarbejdet med Waoo på samme dato. 
  • Norlys er et resultat af fusionen mellem SE og Eniig. Med 709.000 andelshavere, ca. 1,5 millioner kundeforhold og 2.500 medarbejdere er det Danmarks største energi- og telekoncern. Norlys ejer Stofa, Stofa Erhverv, Boxer, Eniig Fiber og forsyningsselskabet N1.

Kilde: Norlys