10.000 tabte flasker satte en stopper for trafikken

Masser af glasskår fra de mange knuste flasker har onsdag skabt lange køer på motorvejen nord for Horsens.

Et større oprydningsarbejde er onsdag morgen i gang på Østjyske Motorvej ved frakørsel 55 Horsens N, efter at en lastbil har tabt 10.000 flasker på vejen.

Det oplyser Jørn Lindhardt, der er vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.

- Det er åbenbart bagklappen, der på en eller anden måde er gået op på containerlastbilen. Flaskerne har spredt sig ud over en strækning på 700 meter, så det skaber lidt trafikale problemer, siger han.

Det ene spor på motorvejen er omkring klokken 8.30 blevet genåbnet.

Ifølge Jørn Lindhardt er der ingen tidshorisont for, hvornår oprydningsarbejdet er slut.

- Gravkøer og fejemaskiner fra Vejdirektoratet er i gang med at rydde op, tilføjer vagtchefen.

Ingen personer er kommet til skade i forbindelse med uheldet.

Anmeldelsen om det tabte gods tikkede ind klokken 6.32.