17-årig tog halsgreb på 14-årig: Idømt betinget fængsel

En 17-årig ung mand fra Horsens er idømt 60 dages betinget fængsel for i januar at tage halsgreb på en 14-årig kammerat, så denne mistede bevidstheden.

En 17-årig ung mand fra Horsens er ved Retten i Horsens blevet idømt 60 dages betinget fængsel, såfremt han udfører samfundstjeneste. Derudover er hans sag blevet henvist til videre behandling ved Ungdomskriminalitetsnævnet for vold af særlig rå brutal eller farlig karakter.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Dommen udspringer af en sag fra den 8. januar 2020. Her tog den 17-årige halsgreb på en 14-årig kammerat på Skaterbanen ved Rådhustorvet i Horsens.  Det førte til, at den 14-årige mistede bevidstheden og faldt ned og slog ansigtet i jorden, da han blev sluppet.

I dommen lagde retten vægt på, at der var stor styrkeforskel mellem de to drenge, og at den 17-årige burde have indset, at halsgrebet var langt ud over ”leg” og blev til vold.

Retten fandt også, at halsgrebet skulle henføres under den skærpede voldsbestemmelse i straffelovens § 245, stk. 1., der har en strafferamme på op til seks års fængsel.

Den 17-årige udbad sig betænkningstid i forhold til dommen.