26-årig horsensianer er verdens bedste til at trylle

Lørdag kunne 26-årige Mortenn Christiansen kalde sig verdensmester i tryl ved VM som den første i ti år.

- Det er helt vanvittigt og ikke helt feset ind endnu.

Sådan lyder reaktionen fra 26-årige Mortenn Christiansen, der er født og opvokset i Horsens, men netop har modtaget 1. pladsen til VM i tryl i Québec, som afholdes af organisationen FISM World Championship of Magic hvert tredje år.

Og det er ikke hvilken som helst titel. Det er faktisk den allerstørste titel overhovedet, som slet ikke er blevet uddelt de seneste ti år - simpelthen fordi deltagerne ikke var dygtige nok. 

- Det var så skørt, at lille mig fra lille Danmark vandt. Noget jeg bare har lavet for sjov, fordi jeg elsker det, har fået store, kendte mennesker til at komme og lykønske mig og sige, at det er noget af det bedste, de har set i årevis, siger en overvældet Mortenn Christiansen fra sit hotelværelse i det sydøstlige Canada.

Mortenn Christiansen er den første dansker nogensinde, der har fået en førsteplads til VM i tryl.

Sådan så det ud, da Mortenn Christiansen kunne løfte trofæet. Der følger ikke nogen pengepræmie med, men til gengæld er der allerede mange, der har henvendt sig til den nykårede verdensmester.
Sådan så det ud, da Mortenn Christiansen kunne løfte trofæet. Der følger ikke nogen pengepræmie med, men til gengæld er der allerede mange, der har henvendt sig til den nykårede verdensmester.
Foto: privat

Ventede på troldmanden

Da Mortenn Christiansen var 12 år gammel, begyndte trylleriet at melde sig som hobby i hjemmet. Han havde allerede på det tidspunkt udvist stor interesse for revy, comedy og underholdning generelt, og da han hørte, at man kunne lære at trylle, blev han bidt.

- Jeg troede helt tegneserieagtigt, at man skulle møde en troldmand og gøre sig fortjent til hemmelighederne, husker den i dag 14 år ældre verdensmester.

Siden er hobbyen kun blevet mere og mere vigtig for Mortenn Christiansen, der ikke fandt den store troldmand, men i stedet et utroligt venligt miljø at være i. Et miljø der i dag består af mellem 100 og 200 trylleinteresserede. 

Også karrieren har taget fart med tre danmarksmestertitler i 2016, 2017 og 2018 (siden er der ikke afholdt DM) og titlen som nordisk mester i 2018. Og i lørdags kunne han altså løfte det helt store trofæ til VM.

Mortenn Christiansen stillede op i kategorien "underholdende tryl", som altså ikke har haft en førsteplads i ti år. Man får nemlig tildelt point, og derfor har der været år, hvor der er blevet uddelt anden- og tredjepladser, men ikke nogen vinder.

- Det er en svær kategori at vinde, som jeg er vanvittigt stolt af, og jeg har fået positiv feedback fra hele verden, fortæller Mortenn Christiansen, der optrådte på engelsk til konkurrencen.

FISM World Championship of Magic

FISM World Championship of Magic er en organistion, der blev grundlangt i 1948. Det er én af de mest respekterede organisationer inden for trylleri.

Hvert tredje år afholder organisationen VM i tryl "The most important magic competition in the world", som organisationen selv skriver.

Over 2.000 mennesker deltog ved det netop overståede VM i Québec, der strakte sig over seks dage, hvor 130 tryllekunstnere konkurrerede.

"Den bedste i verden"

I alt 130 tryllekunstnere var med i konkurrencens forskellige kategorier. I fredags optrådte Mortenn Christiansen med sit show, altså første gang. For lørdag morgen blev den horsensianske tryllekunstner hevet til siden.

Vindertitlen blev nemlig ikke udråbt, sådan som man måske forestiller sig. I stedet blev han  stoppet midt på kongrescentrets gang og hvisket til, at han altså havde vundet og skulle gøre sig klar til at optræde som verdens bedste om eftermiddagen igen.

Mortenn Christiansen blev indstillet til at deltage ved VM af Magisk Klub Aarhus og Magisk
Cirkel Danmark. Hans seneste show “Mortenn’s aften”, der blev optaget på Comedy Zoo
tidligere på året, udkommer i august måned.
Mortenn Christiansen blev indstillet til at deltage ved VM af Magisk Klub Aarhus og Magisk Cirkel Danmark. Hans seneste show “Mortenn’s aften”, der blev optaget på Comedy Zoo tidligere på året, udkommer i august måned.
Foto: privat

- Der kunne jeg slet ikke være i det. Jeg skulle lige udenfor og græde lidt, griner Mortenn Christiansen.

- Det var nervepirrende lørdag. For jeg havde jo brugt mange måneder på at forberede mig til at optræde én gang i konkurrencen. Jeg blev præsenteret med “Det her er den bedste i verden”, og det skulle jeg så ind og forsvare, siger han og fortæller, at det heldigvis også gik rigtig godt.

Potentiel levevej

Til dagligt har Mortenn Christiansen et flexjob i Skandinaviens største tryllebutik, Pegani, der ligger i Horsens.

quote

Jeg regnede på ingen måde med at skulle blive verdensmester i noget, jeg bare synes er sjovt

Mortenn Christiansen, verdensmester i tryl

Mortenn Christiansen har nemlig autisme, men i trylleriet ser han det kun som en styrke.

- Jeg har jo kun levet sådan et liv med autisme, kan man sige. Men jeg tror, det hjælper, at jeg kan fokusere så meget og blive så opslugt. Jeg var virkelig asocial, da jeg var yngre, men nu har jeg noget, jeg er stolt af, jeg kan vise frem, fortæller Mortenn Christiansen, der kun er blevet endnu mere stolt siden lørdag.

Udover jobbet i Pegani hjælper han Rune Klan med at opfinde nye trylletricks og har blandt andet være med til at udvikle Rune Klans TV 2-program Tabu.

Mortenn Christiansen var træt efter de to shows, men meget glad.
Mortenn Christiansen var træt efter de to shows, men meget glad.
Foto: Privat

Og selvom han altid har set trylleriet som en hobby, har verdensmesterskabet alligevel sat lidt gang i tankerne.

- Jeg overvejer da meget, hvad der skal ske, for det har jo taget fart løbende. Efter den her titel skal der måske lægges lidt tid i at rejse noget mere, siger Mortenn Christiansen.

Selv har han dyrket sin hobby med stor iver siden, har var dreng, og han kan kun anbefale andre, at de giver sig hen til deres interesser - også de nørdede nichehobbyer.

- Man skal bare tænke, om man har lysten. Ligesom når man spørger: “Er det sjovt?”. Hvis man selv synes, det er sjovt, så skal man ikke tænke på andres holdning. Vil man, så gør det, siger han og understreger:

- Jeg regnede på ingen måde med at skulle blive verdensmester i noget, jeg bare synes er sjovt.