3F: Danske rederier tørrer regning af på staten

Skibet Vega er dansk ejet - de strandede søfolk har tilsammen 180.000 kroner til gode i løn.

Skibet Vega, der ligger i Horsens havn med fire udenlandske søfolk om bord, der i to uger har været uden løn, mad og drikke, er dansk ejet. Det siger skibsinspektør i fagforbundet 3F Morten Bach.

- Det er dansk ejet, det er ejet af Boye Kromann på en adresse i Marstal.

- Vi beslaglægger nu skibet gennem en advokat, indtil de fire søfolk har fået de tilsammen 24.000 euro, de har til gode, samt penge til et rejse hjem for, siger Morten Bach til Ritzau.

De 24.000 euro svarer til cirka 180.000 danske kroner. Morten Bach tilføjer:

- Boye Kromann ringede til mig i morges (mandag, red.) med den besked, at han prøvede at rejse penge i banken for at betale søfolkene deres løn og sende dem hjem.

- Men jeg har endnu ikke hørt noget, og derfor beslaglægger vi nu skibet, indtil søfolkene har fået deres løn og er sikret hjemrejse, siger Morten Bach.

Ifølge Søfartsstyrelsens skibsregister sejlede skibet Vega under dansk flag indtil den 16. oktober 2012, hvorefter det kom under Sierra Leone-flag.

Det er ikke første gang, at danske rederier flytter skibe til fremmede flag, hvorefter de går konkurs og sender søfolkene hjem på den danske stats regning.

- Det har jeg set før. Blandt andet gik rederiet Helt og Company i Svendborg ned i 2009 og lod besætningen på det ene skib sidde uden proviant. Jeg har været inde i en sag med et andet skib i Odense også, fortæller Morten Bach.

Han peger på, at ligesom der er solidariske ordninger indenfor søfolkenes faglige system, burde det også være en pligt for rederiforeningen at betale ind til en pulje.

- Rederierne burde selv betale for at få lønnet disse søfolk og sende dem hjem. Det bør ikke kun være en opgave for Søfartsstyrelsen, der hvert år får en pulje på over en million skattekroner til at sende udenlandske søfolk hjem for, siger Morten Bach.

Skibsreder Boye Kromann er medlem af bestyrelsen i Rederiforeningen af 2010, der i marts ekskluderede Rederiet Vega på grund af manglende betaling af kontingent.

Det konkursramte rederi Vega er ejet 100 procent af Rederiet Barbara, hvor Boye Kromann også er medejer og bestyrelsesformand. Det har adresse i Marstal, hvor Boye Kromann bor, og hvor han er involveret i adskillige andre selskaber.

Det har ikke været muligt, at træffe Boye Kromann for en kommentar.