40 koncerter – 40 års jubilæum: Gågade fyldes med toner af klassisk musik

Fredag blev koncert nummer tretten afholdt i rækken. I alt afholdes 40 koncerter – en for hvert af Musik- og Balletskolen i Horsens´ leveår.

I Kuben på torvet i Horsens gør de to piger Emilie og Sofie klar. Den ene lidt mere nervøs end den anden. Nodestativer og mikrofoner sættes op, og tværfløjterne findes frem. Så er de klar.

Sammen har de 20 års erfaring med at fylde rum, koncertsale - og nu også gågader - med toner og melodier komponeret af Ludvig van Beethoven og Eugene Walkiers. 23-årige Sofie Tårnbjerg Güntzel har flest. I mere end 13 år har tværfløjten været hendes faste følgesvend.

Hendes medspiller, Emilie Striboll, er bare 15 år og har seks års erfaring.

- Jeg har haft lidt sceneskræk, men det er gået lidt over. Det er koldere her, end det plejer at være, når, vi spiller. Men det er fedt, fortæller Emilie Striboll til TV SYD.

Og kulden kan også skabe problemer for de to fløjtenister.

- Det er aldrig barnemad, når man spiller fløjte. Især ikke når man spiller to sammen. Det er svært at få det til at stemme, især når det er koldt. Den går så let ud af stemning, så det er altid en udfordring, fortsætter Sofie Tårnbjerg Güntzel.

40 års jubilæum fejres med 40 koncerter

I firkanten af glas midt på bytorvet spiller de to musikskoleelever koncert – en koncert, der er arrangeret af Musik- og Balletskolen i Horsens. Koncerten er den trettende i rækken. I alt spilles der 40 fredagskoncerter for at fejre skolens 40 års jubilæum.

Efter koncerten og flere klapsalver fra nysgerrige forbipasserende er de to piger også tilfredse.

- Det gik rigtig godt, siger Sofie Tårnbjerg Güntzel.

De 40 koncerter spilles klokken 16.40 hver fredag på forskellige steder i Horsens Kommune.