52-årig kvinde nu død

En kvinde, der søndag aften blev hårdt kvæstet ved en ulykke på motorvejen ved Horsens, har mistet livet.

En 52-årig kvinde døde mandag aften af de kvæstelser, som hun pådrog sig ved en stor færdselsulykke i tågen søndag aften på motorvejen ved Gedved nord for Horsens, oplyser vagtchef Jørn Lindhardt, Sydøstjyllands Politi.

En 20-årig mand, der også blev hårdt kvæstet ved ulykken, meldes derimod mandag i stabil tilstand.

- Der er begrundet håb om, at han overlever, men han har brækket ryggen og har kvæstelser i hovedet, siger Jørn Lindhardt.