60-årig sigtet for overgreb mod pige

Onsdag blev en mand fra Horsens' opland varetægtsfængslet i fire uger. Han sigtes for at tvinge pige til sex og filme det.

En 60-årig mand fra en af Horsens' oplandsbyer blev onsdag varetægtsfængslet i fire uger. Han mistænkes for adskillige seksuelle krænkelser af en pige fra hun var 6 til 15 år.
Det skriver Horsens Folkeblad.
Ifølge avisen er manden sigtet for at have udnyttet pigen til sex og filmet det. Han er blandt andet sigtet efter en paragraf, det omhandler samleje med et barn under 15 år.
Ved grundlovsforhøret i Retten i Horsens onsdag nægtede manden sig skyldig, skriver avisen.
Ifølge sigtelsen var pigen to gange bundet til en stol, mens han rørte hende i skridtet og brugte dildoer på hende.
Overgrebene skete ifølge sigtelsen fra januar 2004 til juli 2013. De foregik både hos manden selv og på en anden adresse, lyder det.
Ifølge politiet blev mandens optagelser med pigen delt på internettet via en live-chat med en ukendt bruger.
Det er uvist, hvilken relation manden og pigen har, da grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre.
Den sigtede mand har ikke kæret varetægtsfængslingen.