77-årig mand overfaldet af røvere i sit hjem

En 77-årig mand blev natten til onsdag overfaldet af tre røvere i sit hjem på Chr. M. Østergaards Vej i Horsens. De tre løb med godt 3.000 kr.  

"Jeg vil have pengene"

Den 77-årige mand var på toilettet kort efter klokken to om natten, da han blev opmærksom på en mand udenfor. Da han åbner bryggersdøren, angriber en mand ham. Han skubber til den ældre mand, som vælter, og råber ham ind i ansigtet: "Giv mig din pung. Jeg vil have pengene".

Tvunget

Derefter tvinger de tre mænd ham ind i soveværelset, hvor en kommode bliver gennemrodet. Røverne finder her nogle danske og svenske penge. Derefter slipper de ham og skynder sig væk.  
I alt fik røverne nogle få tusinde kroner.

På sygehus

Det hele gik meget hurtigt, har den ældre mand fortalt politiet. Hans hustru er syg og sengeliggende og oplevede derfor ikke røveriet. Den 77-årige var efterfølgende opå sygehuset, men slap med chok og en øm og skrabet albue efter faldet.