Året er 1943 og 2. Verdenskrig raser med blodig vildskab. Tyskland er presset på alle fronter og svarer igen med endnu mere vold. Tyskerne overtager magten i det besatte Danmark, og i oktober begynder de at arrestere de danske jøder for at sende dem i døden i Tyskland.
Og lille Henning starter til gymnastik.
- Jeg var ikke ret stor, så jeg måtte starte på et karle-hold (et hold for halvvoksne drenge og unge mænd. red) Jeg fik besked på at holde mig bagest og at holde min mund. Jeg står stadigvæk bagest, men holder ikke længere min mund, siger den 88-årige gymnast.
Og grunden til at det blev gymnastik og ikke fodbold er indlysende.
- Der var ikke så meget, vi kunne gå til. Det var ikke let at få fat i en fodbold. Der var vist nogen i idrætsklubben, der havde en, men de var ikke meget for at dele af frygt for, at den skulle blive væk, erindrer Henning Nikolajsen.
Under besættelsen og en rum tid derefter var der mangel på nærved alt, især ting, der skulle importeres langvejs fra som gummi.
Henning har været med til DGIs årlige landsstævner, når det var muligt. Han mødte faktisk sin hustru, Inger, da de begge trænede til landsstævnet i 1954.
- Hun går ikke til gymnastik mere, men hun er god til at holde sig i form på andre måder, fortæller Henning.
Henning går til gymnastik i Stensballehallen i udkanten af Horsens, en time hver mandag. Derudover passer han sin have, og han hjælper venner og bekendte med at grave deres haver og så græs.
Præsten og forfatteren Johannes Møllehave sagde engang, at hvis man i hans alder vågnede og ikke havde ondt i noget, så var man død.
- Hahaha, det er nok rigtigt, men det er nu ikke noget, der plager mig, siger den alderstegne gymnast.
Han har aldrig fejlet noget særligt og har ingen planer om at lægge gymnastikken på hylden.
- Det er ligesom, når man lærer at cykle. Hvis man standser, så vælter man, siger han med et grin.
I morgen, d.18. marts, er der opvisning i Stensballehallen, og veteranen Henning går langt om længe forrest med fanen.
