Årelang afskedsturné fører britisk popveteran til Horsens

74-årige Elton John lægger vejen forbi Casa Arena i forbindelse med fire år lang igangværende afskedsturné.

Den verdenskendte britiske sanger Elton John gæster Casa Arena i Horsens 7. juni 2022.

Det sker i forbindelse med afskedsturnéen "Farewell Yellow Brick Road - The Final Tour".

Det oplyser koncertarrangøren Live Nation i en pressemeddelelse.

I gang i flere år

Touren har været i gang i flere år og er undervejs blevet afbrudt af coronakrisen.

Da den britiske popveteran i 2019 gæstede Royal Arena i København, var det også led i afskedsturnéen.

Danske anmeldere delte dengang rundhåndet ud af stjernerne for et energisk og nostalgisk show.

Afskedsturné

Den fire år lange afskedsturné ventes afsluttet i 2023 i Australien.

Elton John, der blev slået til ridder i 1998, har solgt over 250 millioner plader og har haft adskillige verdenshits som "Candle in the Wind", "Rocket Man" og "Your Song".

I 2019 havde det biografiske filmdrama "Rocketman" om Elton John premiere i Danmark.