Årets ungdomskommune 2020: Andenplads skal veksles til en førsteplads

Horsens Kommune er nomineret som Årets Ungdomskommune 2020. De seneste to år har kommunen været nomineret og vundet en andenplads. Denne gang håber de på førstepladsen.

To år i træk er Horsens Kommune løbet med andenpladsen i kampen om at blive Årets Ungdomskommune. Endnu engang er de med i kapløbet, og denne gang håber kommunen at løbe med prisen:

- Vi håber da på, at vi bliver nummer et. Men det vigtigste for os er, at vi i fællesskab har sikret os at være en af de kommuner, som er i spil til det her. Det fortæller mig, at det daglige arbejde - det, der flytter noget, har en god effekt, siger Horsens borgmester, Peter Sørensen.

Horsens kæmper mod syv andre kommuner om titlen som årets bedste kommune for unge, og det er Dansk Ungdoms Fællesråd, der udddeler prisen.

Nominerede til Årets Ungdomskommune 2020:

- Aarhus

- Skive

- Frederikshavn

- Hjørring

- Horsens

- Struer

- Odense

- Vordingborg

Flere tiltag for unge

I indstillingen og nomineringen til prisen bliver flere tiltag for kommunens unge nævnt. Blandt andet kan man læse om børnebyrådet og børneborgmesteren i Horsens, et nyt ungdomskulturhus og talent-idrætsklasser på Langmarkskolen i Horsens.

Blandt de unge på Langmarkskolen er der også glæde at spore over nomineringen:

- Vi har en skidegod kommune. Jeg kan godt lide at være her, og jeg kan godt lide at bo her. Vi har en masse gode forstæder, og byen er generelt bare dejlig at vokse op i. Der er ikke for mange mennesker, og der er heller ikke for lidt mennesker, siger Christian Johannesen, der går i en af talent-idrætsklasserne.

Sporten giver fællesskab

- Jeg synes, at vi har noget, som andre kommuner ikke har. Vi har et fællesskab omkring sporten - i hvert fald med den her skole, Langmarkskolen, som har noget lidt anderledes, fortæller Frida Skuldbøl Lindvig.

quote

- Vi har en skidegod kommune. Jeg kan godt lide at være her, og jeg kan godt lide at bo her.

Christian Johannesen, 9.s, Langmarkskolen

Hun går i klasse med Christian Johannesen, og i alt går der 99 elever fordelt på fem udskolingsklasser på Langmarkskolens talent-idrætslinje. Eleverne har ekstra træninger i deres sportsklubber i skoletiden, og fælles for dem alle er, at de brænder for deres sport.

- Hvis du virkelig går op i din sportsgren, så er det et dejligt sted at være. Jeg går i klasse med en masse andre, som også kan lide sport og går lige så meget op i det, som jeg gør, og som træner lige så meget, siger Christian Johannesen.

Langmarkskolen har haft talent-idrætsklasser siden august 2008.
Langmarkskolen har haft talent-idrætsklasser siden august 2008.
Foto: Pernille Leftes

En sejr er fortjent

Vinderen af Årets Ungdomskommune 2020 offentliggøres i starten af det nye år, og spørger man Frida Skuldbøl Lindvig, så er det helt fortjent, hvis Horsens Kommune denne gang kan skifte 2. pladserne ud med en 1. plads:

- Jeg synes bestemt, at de fortjener at vinde prisen.