AC Horsens efterlyser ny angriber efter salg af topscorer

AC Horsens er på jagt efter en erstatning for Casper Tengstedt, efter at klubbens topscorer i den seneste sæson tidligere på ugen blev solgt til norske Rosenborg.

Fredag aften tabte AC Horsens til Randers FC i Superligaen. Oprykkerne var ellers ubesejrede efter de første tre runder.

I kølvandet på den kamp efterlyser holdets cheftræner, Jens Berthel Askou, en ny spidsangriber.

- Vi kigger på markedet nu. Vi mangler en angriber, i forhold til det antal vi gerne vil være, siger han.

Et stort tab

I første kamp uden Casper Tengstedt formåede Horsens ikke at score, da holdet fredag tabte 0-1 til Randers FC i Superligaen.

Jens Berthel Askou erkender, at salget er et stort tab for holdet, men han siger, at resultatet formentlig var blevet det samme, selv om holdet havde haft Tengstedt med.

- Vi tabte ikke mod Randers, fordi vi ikke havde Casper Tengstedt med, men han har været en dygtig spiller for os, og vi kan godt mærke, at han ikke er her længere, siger cheftræneren og fortsætter:

- Vi bliver ikke bedre af at sige, at vi ikke kan spille uden ham, fordi selvfølgelig kan vi det.

Angriber fra FC Fredericia

Tidligere på sommeren hentede Horsens nigerianeren Samson Iyede fra FC Fredericia, og det var ham, der fik chancen i startopstillingen mod Randers efter Casper Tengstedts farvel.

Jens Berthel Askou så gode ting fra Samson Iyede, men træneren siger samtidig, at der er plads til forbedring hos angriberen.

- Jeg synes, at der var mange gode ting i hans spil, men der var selvfølgelig plads til forbedring.