AC Horsens forlænger med Søren Jochumsen

Søren Jochumsen tager et halvt år mere som målmands-gardering i AC Horsens, hvor han nu er på kontrakt resten af 2012.

Søren Jochumsen tog hul på et nyt kapitel, da han droslede ned på sin fodboldmæssige karriere ved årsskiftet, hvor han rykkede ind på AC Horsens' kontor som salgskonsulent.
Han er dog fortsat som tredjemålmand, og den ordning har været en så stor succes, at der nu er indgået en kontraktforlængelse frem til 31. december 2012.

Cheftræner Johny Mølby ser frem til at fortsætte samarbejdet med Søren Jochumsen på træningsbanen.
- Først og fremmest er Søren Jochumsen en rigtig dygtig målmand, så det var naturligt at forlænge med ham. Han er ærgerrig, har en god indstilling og er et samlingspunkt i truppen, fortæller Johnny Mølby.

- Vi har været meget tilfredse med ordningen, hvor Søren Jochumsen veksler mellem kontoret og træningsbanen, for han har været en vigtig medspiller begge steder. Han er meget professionel og en super repræsentant for AC Horsens, supplerer sportsdirektør Jesper Hansen.
Søren Jochumsen har været med hele vejen fra fyraftensprof. i 2. division til i dag, og han glæder sig over endnu en kontraktforlængelse med "De Gule".
- Jeg er glad for at være på kontoret, og jeg er glad for fortsat at være en del af holdet, så det er en god ordning for mig. Jeg er fit, elsker at træne og kan fortsat bidrage til holdet, men mit primære job er at være salgskonsulent, og det er også spændende. Det er på alle måder en fornøjelse at være en del af klubbens succes, fortæller Søren Jochumsen.