AC Horsens hænger på i toppen - Sønderjyske fik point i bunden

AC Horsens fik søndag aften 1-1 hjemme mod FC København. Samme resultat opnåede Sønderjyske også mod Hobro.

For 10. hjemmekamp i træk gik AC Horsens ubesejret fra en hjemmekamp på Casa Arena. Det er ny rekord for "de gule".

Horsens-træner Bo Henriksen tilskriver tilskuerne en stor del af succesen. De ved, hvad de får, når de kommer på stadion, mener han.

- Selv om mange folk ikke synes det, så har vi et rigtig fedt hjemmepublikum. Når vi får et indkast, så begynder de at klappe og huje, og det giver en stressfaktor hos modstanderen, siger Bo Henriksen til Ritzau.

14 af holdets 20 scorede mål i denne sæson er kommet efter en dødbold.

- Tilskuerne har oplevet, hvor giftige vi er på lange indkast, og så er det klart, at de går amok, når vi får et indkast, selv om det nærmest er på egen banehalvdel nogle gange. Vi er i trygge rammer her, og så har vi bare skabt et stærkt fort. Ingen har været i nærheden af at vinde her i denne sæson, siger Bo Henriksen.

Horsens spillede en meget fysisk kamp og tacklede igennem på FCK-spillerne, der flere gange viste store frustrationer. Det udmøntede sig i et direkte rødt kort til FCKs Benjamin Verbic, da han sparkede ud efter Jonas Thorsen.

AC Horsens er nu på 7.-pladsen med 21 points og kæmper med bl.a. OB, Hobro og Sønderjyske om en plads i Top 6, der giver adgang til mesterskabs-slutspillet.

Sønderjyske uden sejr i 10 kampe

Sønderjyske formåede ikke at bryde stimen af kampe uden sejr i superligaen, da holdet søndag spillede 1-1 mod formstærke Hobro hjemme på Sydbank Park i Haderslev.

Sønderjyske har været hårdt plaget af skader i den seneste tid, men både Niki Zimling og Mikael Uhre var tilbage for sønderjyderne i søndagens opgør, mens Troels Kløve og Simon Poulsen blev skiftet ind tidligt i anden halvleg.

Søndag middag fik Sønderjyske en god start, da Niki Zimling sendte et frispark ind mod feltet, hvor Kees Luijckx fik bolden i mål i kampens 3. minut.

Efter scoringen stod der Sønderjyske på det meste, men efterhånden kæmpede Hobro-spillerne sig tilbage i opgøret.

Det lignede en snæver pauseføring til Claus Nørgaards mandskab, men Hobros norske angriber Pål Alexander Kirkevold, var igen på pletten. Med sin 11. sæsonscoring i lige så mange kampe i træk, sørgede han for 1-1 og dermed også kampens resultat.

Sønderjyske seneste sejr er dermed fortsat 3-0 over AGF mandag den 7. august. Sønderjyske er nu 3.-sidst i superligaen med samme pointtal - nemlig 12 - som Helsingør.