AC Horsens skal slå FC Nordsjælland for at blive i top 6

AC Horsens har fået en flot start på superligaen - og en sejr onsdag aften mod FC Nordsjælland kan cementere oprykkernes overraskende placering i top 6.

De seks bedste hold i superligaen spiller i foråret om mesterskab og medaljer - og ingen havde set AC Horsens i det selskab. Det er dog tilfældet her, hvor en tredjedel af superligaens indledende kamp er afviklet - og med sejr i aften i hjemmekampen mod FC Nordsjælland kan Horsens fastholde placeringen.

- Det bliver en spændende udfordring, og vi glæder os til en hård kamp mod et dygtigt FC Nordsjælland-hold, der har ambitioner og potentiale til mere end en 12. plads. De er nok lidt mentalt ramt, og det skal vi forsøge at udnytte, siger AC Horsens-træner Bo Henriksen til klubbens  hjemmeside

quote

 De er nok lidt mentalt ramt, og det skal vi forsøge at udnytte

AC Horsens-træner Bo Henriksen om FC Nordsjælland

 Kampen kan give debut til AC Horsens’ nye forsvarsspiller, den 23-årige canadier Doneil Henry, der er lejet af West Ham frem til nytår.

AC Horsens og FC Nordsjælland  fløjtes i gang klokken 20 på CASA Arena Horsens og kan ses på TV 3 Sport 2.