Alle tre lokale hold har fortsat chance for superliga-oprykning

Efter Vejles sejr på 4-3 over AC Horsens og FC Fredericias tre points mod Næstved, er de tre klubber fortsat med i den tætte kamp om oprykning til superligaen.

Søndagens resultater i fodboldens 1. division øgede spændingen om hvem der bliver blandt de tre hold, der rykker op i superligaen.

Trods nederlaget på 4-3 til Vejle indtager Horsens fortsat den 3.-plads, der giver oprykning, men både Vejle Boldklub og FC Fredericia hænger fortsat på i toppen, hvor seks hold har realistiske muligheder for avancement.

Lyngby synes i en klasse for sig selv på førstepladsen med 45 points, mens der der kun er fem points, der skiller FC Fredericia på 6.-pladsen fra Vendsyssel, der  på 2.-pladsen har 36 points skarpt forfulgt af AC Horsens med 35 points.

FC Fredericia vandt i går hjemme med 2-1 over Næstved - og fik dermed et godt afsæt til lokalopgøret mod AC Horsens skærtorsdag kl. 13,45 på Casa Arena.