Alternativets næste leder behøver ikke at sidde i Folketinget

Medlemmerne af Alternativet har mandag aften stemt for, at den næste leder ikke behøver sidde på tinge. Der er tre favoritter - deriblandt Josephine Fock.

Alternativets medlemmer har stemt for, at den kommende leder ikke behøver komme fra folketingsgruppen, hvilket åbner op for, at flere favoritter kan stille op.

Det er sket på et ekstraordinært møde mandag aften, efter at partistifter Uffe Elbæk sidste år meddelte, at han trækker sig som leder af partiet.

- Det er jeg glad for, jeg har selv anbefalet det. Det giver nogle fordele at sidde i Folketinget som politisk leder, men det giver også nogle dynamikker at sidde udefra, så der er fordele og ulemper ved begge positioner, siger Uffe Elbæk.

Indtil videre har seks kandidater meldt sig på banen.

Der skulle to tredjedele stemmer til at ændre vedtægterne, så en uden for folketingsgruppen kan stille op. 611 stemte for, mens 72 stemte imod, og 8 stemte blankt. Dermed er det vedtaget.

- Det har været rigtigt vigtigt for os, at det ikke kun blev en valgkamp om personer, men at vi fik revitaliseret Alternativets politik, så vi faktisk begynder at tale politik, sagde Leila Stockmarr, medlem af hovedbestyrelsen, forud for afstemningen.

Fem af seks kandidater sidder ikke i Folketinget

Fra Alternativets folketingsgruppe, som består af fem medlemmer, har kun én kandidat meldt sig, nemlig Rasmus Nordqvist, som er politisk ordfører på Christiansborg.

Derudover har folketingskandidat i Nordsjællands Storkreds og klimapolitisk forsker Theresa Scavenius meldt sig.

Det samme har Rasmus Foged, folketingskandidat og regionsrådsmedlem i Region Midtjylland, Mette Rahbek, folketingskandidat på Fyn, og Mira Issa Bloch, folketingskandidat og medlem af byrådet i Skanderborg.

Senest har Josephine Fock, som er medstifter og tidligere gruppeformand for folketingsgruppen, annonceret sit kandidatur.

Josephine Fock, Rasmus Nordqvist og Theresa Scavenius anses som favoritter.

Uffe Elbæk er åben for mere end én leder af Alternativet.

- Det var interessant i aften, at man under debatten åbnede for på et kommende landsmøde at diskutere en flerstrenget ledelsesmodel, som vi kender fra de grønne i Tyskland og England, siger han.

Uffe Elbæk mener selv, at partiet er et godt sted lige nu.

Ved folketingsvalget 5. juni oplevede Alternativet dog kraftig tilbagegang, og den Socialdemokratiske regering har nok mandater bag sig uden Alternativet.

16. januar er der deadline for at skaffe 100 stillere, som der kræves for, at en kandidat kan stille op. Kandidaterne offentliggøres på fredag.