Amagermanden flyttet til Horsens

Han er formentligt Danmarks farligste fange. Han er i hvert fald for farlig til Anstalten ved Herstedvester. Derfor er Amagermanden mandag blevet flyttet til fængslet i Enner ved Horsens.

Fængslet ved København, hvor det var meningen, at den livstidsdømte Marcel Lychau Hansen skulle afsone sin straf for to drab og en række grove voldtægter, har kastet håndklædet i ringen, kan Ekstra Bladet afsløre tirsdag.

Amagermanden blev mandag flyttet til Statsfængslet Østjylland efter bare knap en måned i et fængsel, der ellers er kendt for at huse landets farligste mordere, pædofile og voldtægtsmænd, skriver Ekstra Bladet tirsdag.

Frygtede flugt

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger skyldes flytningen ikke mindst, at man har frygtet, at Amagermanden ville flygte, når han fik den mindste chance.

- Jeg har ingen kommentarer. Men generelt er det sådan, at hvis man ikke benytter sig af de tilbud, vi har til de indsatte, så kan man ligeså godt sidde et andet sted, siger inspektør Hans Jørgen Engbo til Ekstra Bladet.

Han henviser til terapi, psykologer og psykiatrisk bistand. Alt sammen noget, som Marcel Lychau Hansen altså blankt har afvist, siden han i slutningen af juni skiftede sin celle i Vestre Fængsel ud med en i Herstedvester. Men de få uger er udsædvanligt lidt til give ham til at falde til i de terapeutiske rammer og grunden til flytningen skal altså ifølge Ekstra Bladets oplysninger ikke kun findes der.

Får nyt hegn

Anstalten ved Herstedvester er netop nu ved at få bygget et nyt hegn og har meget trafik til og fra byggepladsen. Derfor har man vurderet, at det var for farligt at have en mand så desperat som Amagermanden rendende.

Amagermanden har tidligere - ikke mindst med sin sædplan - vist, at han var klar til at gå til yderligheder for at kommer fri.

Forsvarer raser

Marcel Lychau Hansens forsvarer raser i dagens udgave af Ekstra Bladet over flytningen, som heller ikke han har oplyst årsagen til:

- Det er ikke så betryggende, at de ikke giver en konkret begrundelse, og det er generelt utilfredsstillende, at der ikke er nogen klageadgang. Det virker tilfældigt, at de bare kan sige, at de ønsker at flytte ham, siger forsvarsadvokaten til Ekstra Bladet tirsdag.