Black Friday har givet PostNord rekord travlt, men Mikkel tager gerne ekstravagter
Julen er kendt som en travl højtid hos pakkeposten, og i år er ingen undtagelse. Der er kortere tid mellem black friday og jul, men der er også handlet rekord meget, som skal fragtes med posten.
De kører frem og tilbage, frem og tilbage. Tømmer lastbiler, sorterer pakkeburer, kører ud med posten og vender hjem igen.
Hos PostNord i Horsens er der fuld fart på i dagene op til jul, hvor mange har klikket julegaver hjem fra webshops. I år er der endnu mere drøn på, men det gør ingenting for Mikkel Jørgensen, der sorterer og kører ud med post.
- Jeg synes, det er fedt! Jeg trives i travlhed, siger han.
Han har både til opgave at få pakkerne fra lastbilerne ud til postbilerne og derefter at køre en runde med sine egne pakker.
Travlhed i julen
De er vant til at løbe stærkt for at sikre, at der er pakker under juletræet den 24., men i år er det de ekstra hurtige sko, der er kommet på.
- Vi arbejder nogle længere dage, som svarer til cirka tre arbejdsdage ekstra i december måned. Så har vi nogle ekstra fridage næste år. Og så møder vi ind lørdag som ekstra omdeling, så vi kan få det ud inden jul, siger Mikkel Jørgensen.
De har dobbelt så mange pakker i forhold til en almindelig dag i marts eller september, så der er næsten ikke en ledig firkant på matriklen, hvor der ikke står en pakke.
- Her til jul tager vi alle hjørner i brug for at få plads til det hele. Nu har vi en stor lokation her, men der er fyldt op i alle hjørner, siger Mikkel Jørgensen.
Slår alle rekorder
Ifølge PostNords pressechef Isabella Beck Jørgensen, har PostNord slået rekorder i forbindelse med Black Friday handlen i år.
- Black Friday er gået forrygende, og vi ser ind i en tocifret fordobling sammenlignet med perioden sidste år. Så vi har slået rekorder, siger hun.
Også hos fragtfirmaet Bring melder de om rekorder, hvor pakkemængden er øget med 25 procent. Hos PostNord har de to mulige bud på, hvorfor det er gået sådan i år.
- Perioden mellem Black Friday og julen er faktisk kun tre uger, og det vil sige, at alting går meget hurtigere. Black Friday landede også på lønningsdag i år, hvilket gjorde at danskerne måske havde en større købekraft end ellers. Vi kan jo se på de her store pakke mængder, vi håndterer, at danskerne har slået til, når de har set de gode tilbud, siger Isabella Beck Jørgensen.
Sidste år var der over fire uger mellem Black Friday og juleaften.
Julefreden sænker sig
Det er nok få børn, der er i tvivl om, hvor mange dage der er til jul, men på pakkecentralen i Horsens tæller de også ned til den store pakke-op-dag.
- Man glæder sig selvfølgelig til at komme hjem og fejre juleaften med familie og børn, men altså jeg kan godt lide travlheden, og det er noget, vi venter på hele året, siger Mikkel Jørgensen.
Han har dog heller ikke noget imod, at der på den anden side af nytår venter roligere tider.
- Det bliver rart nok at komme ned på et normalt niveau igen, siger han.