Blomster er smukke at se på - og de giver større sundhed

I Stensballe ved Horsens skal et samarbejde mellem grundejerforening og kommune få biodiversiteten til at spire ved hjælp af blomster og insekter.

11 slags stauder og 29 slags blomsterfrø skal gøre et ellers blot grønt område mere spraglet at se på. 
Stauder og blomsterfrø blandes på fire forskellige måder for at undersøge, hvilken metode der er bedst til at afløse græsørkner.
Helst en måde der ikke er mere besværlig end at slå græs.

Flere blomster giver flere dyr - men blomster er også godt for mennesker. 

- Blomster er smukke at se på - og det giver større sundhed, siger Mette Lorentzen, der er direktør for Byblomst, Horsens, om projektet, der gik i gang lørdag.

Grundejerforeningen stiller arealet, hvor der i dag vokser græs, til rådighed. Kommunen klargør arealet til beplantning og betaler desuden firmaet Byblomst for at planlægge, rådgive før, under og efter tilplantningen og levere planter. Grundejerforeningen sørger selv for at plante og står for driften af arealet.

Inspiration for andre

Grundejerforeningen skal blandt andet plante næsten 2.300 stauder, og en frøblanding af vilde danske urter skal sås ud. Senere på året skal der lægges ca. 2.400 løg, som vil give forårsblomster. Og så skal bedene ellers passes med vanding og lidt lugning.

Grundejerforeningen har på eget initiativ budt sig til for at være med til dette projekt, som det er tanken skal være til inspiration for andre.

Alle, der råder over jord – uanset om man har en lille have eller ejer et stort areal – kan bidrage til at skabe mere mad til insekterne.

Målet er at skabe flere blomstrende lommer i byen. Tiltrække flere insekter og skabe større biodiversitet. Skabe glæde med et blomstrende flor på steder, hvor mange mennesker færdes. Hvor man vil blive mødt af blomster og summende insekter. Gøre det mere vildt – med vilje.

Intereserede kan læse mere og information på http://www.horsens.dk/biodiversitet