Bo Henriksen ville gerne have gjort arbejdet færdigt

AC Horsens har taget afsked med træner Bo Henriksen, der accepterer, at klubben vil have nye kræfter ind.

Superligaklubben AC Horsens har erstattet cheftræner Bo Henriksen med Jonas Dal med øjeblikkelig virkning.

Det sker, efter at Bo Henriksen i juli meddelte, at han ikke havde i sinde at forlænge sin kontrakt, der stod til at udløbe i sommeren 2021.

Den karismatiske træner havde dog gerne fortsat i klubben et år mere.

- Jeg havde gerne gjort arbejdet færdigt, fordi vi har den bedste trup, vi har haft i min tid i AC Horsens. Men jeg er glad for, at bestyrelsen har vist handlekraft og har truffet den beslutning, som den tror på.

- Det respekterer og accepterer jeg, siger han på Horsens' hjemmeside.

Bo Henriksen var med til at rykke Horsens op i Superligaen, hvor holdet de seneste mange sæsoner har opholdt sig.

- Jeg er fantastisk lykkelig for de seneste seks år i AC Horsens, hvor vi sammen har slået mange rekorder, og klubben er snart klar til den femte sæson i træk i 3F Superligaen, hvilket er historisk.

- I min tid har vi leveret resultater fra dag ét, selv om klubben havde det økonomisk svært i starten, og vi har siden realiseret det største salg i klubbens historie, lyder det fra Bo Henriksen.