Bøfsandwich er blevet kæmpe succes for museum

Hos Horsens Kunstmuseum oplever man et stigende antal besøgende gæster, og forklaringen skal ikke udelukkende findes i museets udstillinger. En del af æren skal tilskrives en helt særlig bøfsandwich.

TV SYD har tidligere fortalt historien om Café Ella, der vandt prisen for 'Danmarks Bedste Bøfsandwich 2022'. Sidenhen har vi også fortalt om, hvordan det har lokket folk fra hele landet til caféen - og nu viser det sig også, at landets bedste bøfsandwich er en god forretning for Horsens Kunstmuseum.

Café Ella har nemlig lokaler i kunstmuseet, og ifølge museumschef, Claus Hagedorn-Olsen, har man efter prisuddelingen oplevet en stigning i antallet af besøgende på museet – og han mener, at det er på grund af netop Danmarks Bedste Bøfsandwich.

- Bøfsandwichen har haft en seriøst stor betydning for forøgelsen af besøgstallet, siger han.

Museumschefen fortæller, at man i februar måned har oplevet en tredobling af antallet af besøgende på kunstmuseet.

Bøfsandwich Horsens Kunstmuseum
Claus Hagedorn-Olsen, der er museumschef på Horsens Kunstmuseum, er glad for, at Café Ellas bøfsandwich kan lokke flere gæster til kunstmuseet.
Foto: Ole Møller

Bøfsandwich kan være lige så vigtigt

Bøfsandwichen topper ikke umiddelbart listen over højkulturelle retter og kan næppe findes på menukortet på restauranter som Syttende, LYST og Me|Mu, mens billedkunsten omvendt ikke er dominerende på bøfsandwichens hjemstavne som for eksempel Syd Grillen eller Havnegrillen – sagt med al respekt for de nævnte eksempler.

Men mødet mellem disse yderkanter af det kulturelle lag er faktisk ikke så særligt endda – i hvert fald ikke hvis man spørger Karen Hvidtfeldt, der er professor ved Institut for Sprog, Kultur, Historie og Kommunikation ved Syddansk Universitet og som forsker i kulturformidling i teori og praksis på museer og andre kulturinstitutioner.

- Det er almindeligt kendt, at en museumsbutik kan trække lige så meget som selve udstillingen. Nogle gæster bruger faktisk længere tid i shoppen, end de gør på selve udstillingen, og det samme kan godt være sandt for en museumscafé, siger hun.

Jimmy Jensen, der er manden bag bøfsandwichen, er først begyndt med at lave bøfsandwichen i november, og det er derfor atypisk, at han tager sejren for 2022.
Video: Emma Rixen Hedegaard

Hun peger på, at forskning viser, at mange gæster besøger museer som anledning til at ’lave noget socialt med nogle de kender’, i lige så høj grad som de kommer for at besøge en bestemt udstilling.

- I den sammenhæng giver det god mening, at det betyder noget, hvad man kan få i caféen. Det kan være lige så vigtigt, om der er en god bøfsandwich i caféen, som at der er en god udstilling på museet, siger hun.

Kunst og kultur i øjenhøjde

En anden ting er, at bøfsandwichen faktisk kan hjælpe museet med at tiltrække andre gæster, end de der normalt kommer i den horsensianske udstilling.

- Hvis museet gerne vil være en del af hverdagskulturen, så giver det god mening at have noget for enhver smag, og netop en bøfsandwich kan jo være med til at modvirke den eksklusive og ekskluderende kultur, der nogle gange kan være omkring kunst- og kulturformidling, siger Karen Hvidtfeldt.

Der er både syltede, sprøde, søde og salte elementer i bøfsandwichen hos Café Ella.
Der er både syltede, sprøde, søde og salte elementer i bøfsandwichen hos Café Ella.
Foto: Emma Rixen Hedegaard

Så hvad der på overfladen 'bare' er en hakkedreng med sovs og sylt kan faktisk være med til at trække billedkunsten ned i øjenhøjde. Det oplever Claus Hagedorn-Olsen også.

- Vi har en fornemmelse af, at der kommer folk, som aldrig har været her før, og som får en fornemmelse af, at et kunstmuseum ikke er farligt, og at man ikke behøver være professionel billedkunstner for at komme her, siger han.

Men! Ret skal være ret. For det er jo ikke bare en bøfsandwich vi snakker om. Det er Danmarks bedste bøfsandwich. Og det spiller også en rolle.

Er det ikke træls, at en bøfsandwich tager opmærksomheden fra jeres udstillinger?

- Hvis bøfsandwichen var den, man fik nede ved pølsevognen, så ville jeg nok være en smule ked af det. Men Café Ella serverer en bøfsandwich, der har et kulinarisk niveau, som svarer til det niveau af billedkunst, vi udstiller på museet, så jeg har det meget fint med det, siger museumschefen.

- Det er en højkulturel bøfsandwich.