Borgere i Nim får ret efter års kamp

Beboere i Nim har længe kæmpet for et supermarked i byen. Erhvervsstyrelsen har overtaget sagen fra Naturstyrelsen, og nu får beboerne deres vilje.

Hvis alt går efter planen kommer den nye Rema 1000 til at ligge på hjørnet af Præstevænget og Horsensvej i udkanten af Nim. Borgerne er glade, og det samme er erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen, der torsdag var på besøg i Nim.

Anledningen var den konflikt Horsens kommune og lokale i Nim har haft med Naturstyrelsen om den nye butik. Naturstyrelsen har indtil nu sagt nej, fordi butikken skal ligge i et drikkevandsområde, og de har foreslået kommunen at finde en alternativ placering til butikken.

Men efter valget i juni flyttede planloven fra at høre under Naturstyrelsen til at høre under Erhvervsstyrelsen, og med et kunne det alligevel godt lade sig gøre at bygge et supermarked på grunden ud til Horsensvej.
- Naturstyrelsen accepterede ikke vores redegørelse, hvor vi ellers viste, at byggeriet ikke havde konsekvenser for drikkevandet, men Erhvervsstyrelsen accepterede den med det samme. De havde ingen indvendinger, siger Afdelingschef i Plan og By i Horsens kommune, Casper Grønborg torsdag til TV SYD.

- Det er meget lykkeligt og fantastisk, siger initiativtager til projektet, Jonas Iversen torsdag til TV SYD. - Vi har skullet køre meget langt for at handle. Nu har vi i hele byen arbejdet for det her i halvandet år for at få det til at lykkes, og så er det jo fantastisk, at vi endelig får det.

Også Troels Lund Poulsen er glad på Nim-borgernes vegne. Han er nemlig ikke tilhænger af den nuværende planlov. - Jeg har en ambition om, at vi laver en meget ambitiøs liberalisering af planloven, siger Troels Lund Poulsen torsdag til TV SYD. - Det er jo ikke et spørgsmål om at ødelægge vores natur. Det er et spørgsmål om, at få det til at gå hånd i hånd, konkluderer Troels Lund Poulsen.