Børn i Horsens dropper de usunde sager

Projekt for overvægtige børn i Horsens har haft mærkbar effekt på syv ud af 10 børn.

-Før spiste jeg meget hvidt brød med pålægschokolade. Og slik. Så de kom ligesom snigende. Kiloene. Jeg bevægede mig heller ikke ret meget. Og så var jeg ked af det.

Sådan beskriver 10-årige Emma Kirstin Funding sin hverdag, inden hun kom med i Projekt for Overvægtige Børn og Unge. Et projekt som Sundhedsplejen i Horsens Kommune startede sidste år i samarbejde med Holbæk Sygehus, og som nu er gjort permanent.

Opskriften er enkel: sundhedsplejersken laver en detaljeret individuel plan for barnets hverdag med hensyn til kost, motion, søvn, fritidsaktiviteter m.m. Hvis barnet bliver mobbet, opfordrer sundhedsplejersken desuden forældrene til at kontakte skolen.

-Vi skifter alt det usunde som hvidt brød, kager, fastfood m.m. ud med masser af magert kød, grøntsager, rugbrød og havregryn. Der bliver desuden sat rationer for, hvor meget sodavand og slik barnet må spise om ugen. Barnets søvnvaner, fritidsaktiviteter m.m. bliver også gennemgået, da det alt sammen har betydning for, om barnet får succes med at tabe sig og holde vægten, fortæller sundhedsplejerske Kirsten Buhl, Sundhedsplejen.

Hun understreger, at projektets succes blandt andet skyldes, at overvægt betragtes som en lidelse:

- Ingen børn skal føle skyld eller skam over, at de vejer for meget. Overvægt er ? på linje med diabetes - en kronisk sygdom, som vi kan tage hånd om ved at motivere børnene ? og deres familier - til en sund livsstil og ved løbende at følge op på resultaterne, siger Kirsten Buhl.

I alt 125 børn er startet på Sundhedsplejens tilbud, der omfatter børn og unge mellem 3 og 18 år.