Byen er klar til at fejre sin OL-vinder

Horsens vil fejre sejleren Anne-Marie Rindom, når hun vender hjem fra OL i Tokyo.

Horsens er klar til at fejre sin første kvindelige OL-guldvinder nogensinde, når sejleren Anne-Marie Rindom vender hjem fra legene i Tokyo.

Det siger en stolt borgmester, Peter Sørensen, Socialdemokratiet, til Horsens Folkeblad efter Rindoms nervepirrende guldsejlads søndag i Japans krappede bølger.

En sand mester

Borgmesteren fulgte bysbarnet i tv derhjemmefra, og han ved endnu ikke, hvordan eller hvornår byen kan hylde sin vinder, for endnu er det uvist, hvornår hun er hjemme igen.

- Hun er en sand mester ikke blot på grund af sine resultater, men også fordi hun forstår at sprede begejstring om sin sport. Hun skal fejres, siger borgmester Peter Sørensen til Horsens Folkeblad.

Fortjener en fyrstelig velkomst

Det var ikke sat i sten, at Anne-Marie Rindom skulle have guldmedaljen med hjem fra OL i Tokyo. Selvom hun i løbet af ugen var langt foran konkurrenterne, så mistede hun en stor del af føringen, efter hun måtte udgå af fredagens sejlads.

Til medaljesejladsen søndag lykkedes det dog sejleren at sikre guldet, og det glæder også formanden i Horsens Sejlklub, Peter Jensen Bjerregaard. 

- Det er da klart, vi skal holde en fest, når hun kommer hjem. Hun fortjener en fyrstelig velkomst, siger han. 

OL-sejlerguld

I 1992 vandt Steen Secher fra Horsens en OL-guldmedalje sammen med Jesper Seier og  Jesper Bank, fra Aabenraa, i solingklassen. Dengang var OL i Barcelona. 
Fire år tidligere, ved OL i Seoul var Secher med til at vinde bronze i samme bådtype, også her med Jesper Bank som skipper. 

Opdateret 18:40 med oplysninger om Steen Secher.