Claus er psykisk sårbar, men hjælper alligevel andre i Danmarks største genbrugsbutik

31-årige Claus Barrit er førtidspensionist og tilknyttet sorteringscentralen ved Blå Kors Genbrugscenter i Horsens. Her henter han og sorterer tøj fra containere.

Blå Kors og Horsens Kommune driver sammen sorteringscentralen ved Blå Kors Genbrugscenter på Vejlevej i Horsens. Her sorterer man alt det tøj, som bliver afleveret rundt omkring i landet i Blå Kors' tøjcontainere.

30 psykisk sårbare førtidspensionister er tilknyttet sorteringscentralen, og en af dem, som har takket ja til at være en del af beskæftigelsesprojektet, er Claus Barrit. Han er 31 år gammel og har været på førtidspension i ti år.

- Det betyder alt for mig at være en del af det her. Jeg har noget at lave, og jeg elsker kontakten til både kollegaerne, men også at kunne gøre noget for andre, fortæller Claus Barrit. 

Hjælper socialt udsatte

Claus Barrit er, som han selv siger, 'altmuligmand' ved sorteringscentralen.

- Jeg sorterer masser af tøj, og så kører jeg også rundt og henter tøjet, og jeg hjælper i det hele taget til, hvor jeg kan, fortæller han.

Det sorterede tøj bliver efterfølgende solgt i Blå Kors Genbrugscenter i Horsens, som med sine 6.800 kvadratmeter er Danmarks største genbrugsbutik. 

Al overskuddet fra butikken går til at hjælpe socialt udsatte mennesker i Danmark, og det har stor betydning siger Claus Barrit:

- Det gør mig bare rigtig glad at tænke på, at jeg er med til at gøre noget godt for andre mennesker, der ikke har så meget at gøre med, siger han.

Håber på udbredelse i andre kommuner 

I sorteringscentralen er Claus Barrit på arbejde 24 timer om ugen. Men det er meget forskelligt, hvor mange timer de tilknyttede psykisk sårbare førtidspensionister kan klare at arbejde. Fælles for dem alle er, at de indgår i et arbejdsfællesskab på fem til ti mand, hvor der også er en pædagog tilknyttet.

Med tiden håber chef for Blå Kors Genbrug, Anders Christensen, at erfaringerne fra sorteringscentralen i Horsens kan udbredes til flere andre kommuner. 

- Det er en model, vi rigtig gerne vil brede ud. Vi vil gerne vise, at man sammen kan løfte en opgave, der giver rigtig god mening for alle involverede, siger han.

Blå Kors driver 53 genbrugsbutikker rundt om i Danmark.