Danish Crown scorer rekordoverskud: 1,6 milliarder på vej til ejerne

Covid-19 har ikke forhindret Danish Crown i at tjene penge. Eksporten af grisekød til Asien har givet slagteriet et gyldent år.

Den danske slagterivirksomhed Danish Crown har i det seneste år nydt godt af en stærk eksport af grisekød til Asien og særligt Kina. Og det kan ses på bundlinjen i det årsregnskab, som Danish Crown har sendt torsdag.

Her kan man læse, at nettooverskuddet, der lyder på 2,1 milliard kroner, aldrig har været højere.

Overskuddet kommer fra en omsætning, der er steget otte procent til 60 milliarder kroner.

God eksport til Asien

Den stærke eksport til Asien og herunder Kina hænger blandt andet sammen med, at Asien har været ramt af afrikansk svinepest.

Derfor har Danish Crown haft et bedre salg af sit grisekød til forbrugere i Asien, og det har også hjulpet priserne på grisekødet op.

Til gengæld har udbruddet af coronavirus ikke hjulpet Danish Crown-koncernen som helhed. Ifølge bestyrelsesformand Erik Bredholt har virusudbruddet dog ikke kunnet ødelægge den gode start på det skæve regnskabsår.

- Vores selskab står stærkere end nogensinde efter et år, hvor vi først fik en historisk høj betaling for vores grise, og derefter har set afregningen falde gennem et halvt år på grund af covid-19 og senest udbruddet af afrikansk svinepest i Tyskland.

Penge på vej til andelshaverne

- Det er udefrakommende faktorer, der har ramt markederne, men det har ikke givet slinger i valsen i forretningen, og det ser jeg som en stor styrke, siger Erik Bredholt.

Overskuddet betyder, at Danish Crown kan sende 1,6 milliarder kroner ud til de 5900 andelshavere.

Danish Crown har stadig omkring 23.000 medarbejdere, hvilket er stort set det samme niveau som det foregående år.