De gule arbejdede sig til pokalsejr - men soldaterne faldt

AC Horsens gik videre fra tredje runde af pokalturneringen med en udebanesejr på 1-0 over FC Helsingør. Til gengæld tabte FC Fredericia i Roskilde.

Der var store chancer til begge hold i de første tyve minutter af kampen mellem AC Horsens og FC Helsingør onsdag eftermiddag.

Men kampen på Helsingør Stadion skulle frem til det 38. minut før Mikkel Jespersen sendte bolden op i målhjørnet og bragte de gule foran med 1-0.

Det var også stillingen i pausen. 

Kun AC Horsens formåede at sende bolden i nettet - så FC Helsingør-spillerne måtte tage sig til hovedet under og efter kampen.
Kun AC Horsens formåede at sende bolden i nettet - så FC Helsingør-spillerne måtte tage sig til hovedet under og efter kampen.
Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix

Det lykkedes faktisk for AC Horsens at få bolden i nettet i anden halvleg. Men der blev vinket for offside mod Kim Aabech.

Der blev ikke scoret yderligere, og dermed er AC Horsens videre til fjerde runde. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

Fredericia færdige i pokalen

Klokken 19.00 løb FC Fredericia på banen – ligeledes på Sjælland – hvor FC Roskilde tog imod i kampen om avancement til næste runde af DBU Pokalturneringen.

Men i modsætning til horsensianerne, så lykkedes det ikke for soldaterne fra fæstningsbyen at spille sig til sejr.

Efter 16 minutter bragte Bo Storm FC Roskilde foran med 1-0, der også var stillingen ved pausen.

Fire minutter inde i anden halvleg gjorde Kristian Lindberg skaden større, da han bragte hjemmeholdet i front med 2-0.

Lige lidt hjalp det, at Frans Dhia Putros reducerede til 1-2. For det blev kampens resultat.

FC Fredericia er dermed ude af pokalturneringen.