Dokumentarfilm trækker publikum

Flere og flere modne mennesker valfarter til Horsens Bibliotek for at se dokumentarfilm.

Den seneste, der blev vis i bibliotekets sal - ?Det gode liv? om en mors og datters økonomiske deroute - tiltrak således 60 mennesker.
 
- Interessen er størst hos det modne publikum på 50+, men unge viser også i stigende grad interesse for de såkaldt smalle film. En overgang forsøgte vi os med kortfilm genren, men dokumentargenren er klart den mest populære, fortæller bibliotekar Jette Holst.
 
Lysten til at se dokumentarfilm sammen og efterfølgende diskutere dem har stor betydning for mange, mener Jette Holst:
- Vi kan mærke, at folk har behov for at se filmene i fællesskab. De kan lide en god fortælling, og den må meget gerne skabe debat. Vi oplever ofte livlige diskussioner, når de sidste tekster er rullet over lærredet, siger Jette Holst og tilføjer, at hvor modne biografgængere ofte er kvinder, tiltrækker dokumentarfilmene nu flere og flere ægtepar.
 
Horsens Bibliotek viser årets sidste dokumentarfilm ?Gaia? mandag den 28. november, 2011 fra kl. 16.30 til kl. 18.00.