To dræbte i alvorlig trafikulykke

To personer - en mand og en kvinde - er omkommet ved en ulykke onsdag formiddag på Silkeborgvej ved Brædstrup. En lastbil og en personbil er involveret i ulykken, oplyser vagtchef Hans Hoffensetz, Sydøstjyllands Politi, til TV SYD.

* Klik på fotoet og se flere fotos fra ulykkesstedet.

Ulykken er sket ved 11-tiden. Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvad der faktisk er sket. Ud over at lastbilen og personbilen er stødt ind i hinanden på vejen.

Vagthavende hos redningsberedskabet i Horsens Kommune bekræfter over for Ritzau, at man er tilkaldt i forbindelse med en trafikulykke med fastklemte personer.

- Vi arbejder fortsat på stedet. Indsatsen drejer sig om frigørelse af fastklemte, fortæller den vagthavende hos redningsberedskabet.

- Da vores patruljebil kommer derop, bemærker de straks, at der er meget glat i området. Men om det har haft nogen indflydelse på det skete, ved vi ikke endnu, siger vagtchefen til TV SYD.

Politiet har afspærret Silkeborgvej ved ulykkesområdet i begge kørselsretninger, og oplyser, at der nok vil gå "nogle timer", før vejen igen er trafikklar.

Det er endnu ikke fastslået med sikkerhed, men politiets vagtchef Hans Hoffensetz, siger til TV SYD, at meget tyder nu på, at det er det glatte føre, der har givet anledning til sammenstødet mellem lastbilen og personbilen.