Drenge hædret

Politiet gav i dag en hæderspris til to drenge, der i begyndelsen af juli reddede to pigers liv. Drengene fik prisen ved en reception hos Sydøstjyllands politi i Horsens.

Reddede to piger

Politidirektør Lone Sehested tog imod, da Nick Karstensen og Magnus Lynge Sørensen og deres familier ankom. Chef-politiinspektør Jørgen Abrahamsen var også til stede. Han kunne godt huske, hvad der skete på campingpladsen i Vestbirk den 3. juli, da drengene reddede to piger op fra en swimmingpool, hvor de lå livløse på bunden.

Check på 5.000 kr.

De to fik en check hver på 5000 kroner.  Begrundelsen er, at de to drenge ved mod og handlekraft har reddet to menneskeliv. Det er en gerning, som enhver far og mor vil være stolt af og taknemmelig for, og pigernes forældre har sagt tak.

De to helte har tidligere fået en anerkendelse fra Tryg-Fonden og fra ugebladet Ude og Hjemme.